Cityhopper skal overtage europæisk KLM-trafik

KLM´s regionale datterselskab KLM Cityhopper skal ifølge hollandske medier overtage hele den europæiske flyproduktion for KLM. Indfasningen vil ske fra 2014 til 2019.

De store europæiske flyselskaber taber penge på Europa-trafikken, mens de tjener penge på den interkontinentale trafik. Derfor forsøger man at flytte den europæiske produktion over til billigere flyselskaber for at kunne manøvrere i det konkurrenceudsatte marked.

Allerede tilbage i 2012 overflyttede Austrian Airlines alle flyvninger til datterselskabet Tyrolean Airways, da man ikke kunne blive enige med personalet om omkostningsreduktioner. Sidenhen fulgte Lufthansa, der gennemGermanwings nu producerer alle europæiske Lufthansa-flyvninger, der ikke berører Frankfurt og München. I Frankrig er selskaberne Airlinair, Brit Air og Régional fusioneret til flyselskabet HOP!, der hver dag producerer 530 flyvninger på vegne af Air France.

KLM gør sig nu også klar til en lignende manøvre. Ifølge DutchNews.nl vil KLM overføre alle europæiske ruter til det regionale datterselskab KLM Cityhopper indenfor de kommende fem år. En øvelse, der kan reducere de årlige omkostninger med 20 mio. euro – eller godt 150 mio. kroner, da overenskomsterne hos KLM Cityhopper er billigere.

Udmeldingen fra KLM´s ledelse kommer efter længere tids drøftelser med kabinepersonalet om en spareplan, der skulle reducere omkostningerne. Ifølge hollandske medier har fagforeningerne på vegne af kabinepersonalet afvist et forslag om at reducere lønnen for nyansatte, skære i antallet af feriedage samt at indføre et treårigt lønstop.

Fagforeningerne raser mod KLM´s udmelding og kalder beslutningen “uigennemførlig“. KLM´s modsvar er, at selskabet ikke har noget andet valg end løbende at overføre flyvningerne til KLM Cityhopper i en periode, der vil løbe fra 2014 til 2019.

Fra 60 til 100 procent
KLM Cityhopper varetager i dag op imod 60 procent af den europæiske produktion for KLM. Det sker med samlet 49 fly, hvoraf 23 er af typen Embraer E190, mens 26 er af den ældre Fokker F70-model. Herudover har Cityhopper yderligere to Embraer-fly i ordre.

Modeselskabet KLM Royal Dutch Airlines har 47 fly i flåden til betjening af de europæiske kort- og mellemdistanceruter. Der er tale om fly af typen Boeing 737 i versionerne 700/800/900.

KLM´s presseafdeling i Norden har i øjeblikket ingen kommentarer til historierne i de hollandske medier.