CityJet RJ85 (Foto: CityJet)

CityJet skal flyve for KLM

Irske CityJet, der opererer 22 fly på vegne af SAS, er nu også kommet ind i varmen hos KLM og udbreder dermed sin forretningsmodel på det europæiske kontinent.

CityJet lader til at have fundet en robust forretningsmodel til de stigende aktiviteter indenfor ACMI-markedet. Det irske flyselskab har netop annonceret en ny samarbejdsaftale med KLM-datterselskabet KLM Cityhopper, der vil få hjælp fra CityJet til at fordoble beflyvningen af ruten mellem Amsterdam og London City Airport. Det betyder nemlig samtidig, at CityJet opgiver egne ruteflyvninger mellem de to byer.

Boet Kreiken, administerende direktør for KLM Cityhopper og Cathal O´Connell, kommerciel direktør hos CityJet, underskriver den nye aftal.e (Foto: KLM)

Fra den 15, maj vil KLM Cityhopper således wetlease to RJ85-fly fra CityJet, og dermed kan det hollandske flyselskab øge antallet af flyvninger fra Schiphol til citylufthavnen i London fra fire til otte gange hver dag. I forvejen betjener KLM ruten fire gange dagligt med Embraer E190-fly. Udover de fire nye London-frekvenser skal CityJet også operere flyvninger til Birmingham, Hamborg, Bordeaux og Belfast.

Hidtil har KLM og CityJet været code-share partnere på ruten mellem Amsterdam og London City Airport, men i det nye samarbejde vil CityJet også have sin WX-markedsføringskode på KLM´s flyvninger fra Amsterdam til Manchester og Newcastle.

“I bestræbelserne på at fortsætte vores strategi med at gøre CityJet til et flyselskab med et stærkt mix af egne ruter og wetlease-operationer på vegne af andre flyselskaber, vil denne nye aftale skabe yderligere vækst i vores portefølje af wetlease-kunder parallelt med, at vi benytter vores omfattende erfaring med operationer til London City Airport på vegne af en af vore kunder. CityJet vil fortsat være til stede i London City Airport som codeshare-partner til KLM på Amsteram-ruten som supplement til vores egne ruter fra London City til Dublin, Antwerpen, Firenze, Avignon og Toulon,” udtaler Cathal O´Connell, der er kommerciel direktør i CityJet.

Øger på det europæiske kontinent
Med aftalen udvider CityJet kraftigt sit samarbejde med flere af Europas førende flyselskaber. I forvejen har CityJet haft et langvarigt samarbejde med Air France, der var ejer af selskabet fra 2002 til 2014. Dette samarbejde ophører dog  ved udgangen af oktober måned.

CityJet har også for nylig indgået en wetlease aftale med Lufthansa-datterselskabet Brussels Airlines, hvor CityJet skal operere tre russiske Sukhoi Superjet SSJ100-fly på foreløbigt 18 europæiske ruter fra Bruxelles Zaventem-lufthavnen, herunder København, Gøteborg og Hamborg. Dermed har selskabet fået en fod indenfor hos både Air France-KLM og Lufthansa-Gruppen, der er to af Europas tre største luftfartskoncerner.

Det irske flyselskab blev etableret i 1993 af Pat Byrne, der er i dag er bestyrelsesformand. Da Air France i 2014 solgte selskabet til tyske Intro Aviation, blev det kort tid efter overtaget af et konsortium under ledelse af Pat Byrne, og selskabet er nu i gang med en omfattende ekspansion og strategisk udvikling i retning af at blive et flyselskab med 80 procent af forretningen baseret på wetlease-aftaler, hvor der flyves for andre flyselskaber.

Relaterede artikler:

CityJet forlænger kontrakt med DAT

CityJet bekræfter ordre på SAS-fly

Officielt: SAS sælger Cimber til CityJet

Russisk problemfly mellem CPH og Bruxelles

Air France-KLM sælger CItyJet