Københavns Lufthavn - finger C. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

CPH i hælene på Paris- og Moskva-lufthavne

Københavns Lufthavn har i 2016 mulighed for et avancement fra 16. til 14. pladsen over de største lufthavne i Europa. Den nærmeste konkurrent er allerede overhalet.

I 2015 overhalede Københavns Lufthavn konkurrenten i Zürich, og i år vil CPH gå forbi Antalya Lufthavn, der har oplevet en massiv nedtur i årets første fem måneder. Dermed har den danske hovedstadslufthavn lagt sig lige i hælene på Moskva-Domodedovo og Paris-Orly, som det ikke vil være urealistisk at overhale i år eller næste år målt på antal passagerer.

Københavns Lufthavn har i løbet af få år bevæget sig op i tabellen over de største europæiske lufthavne og forventes fremover at komme til at ligge lige efter top10 sammen med Istanbul-Sabiha Gocken, Moskva-Sheremetyevo og Paris-Orly, hvis alt går efter planen. Ved udgangen af 2016 vil CPH formentlig have avanceret fra en plads som nr. 16 til nr. 14. Det viser en foreløbig opgørelse over passagerudviklingen i årets første fem måneder for de lufthavne, som CPH konkurrerer med rent størrelsesmæssigt.

Fremgangen for Københavns Lufthavn er først og fremmest båret af en massiv passagervækst, der i årets fem første måneder er på hele 11,5 procent. Når de nærmeste konkurrenter på listen som Moskva-Domodedov og Antalya Airport tilsvarende går tilbage, giver det mulighed for at rykke frem i tabellen.

Største lufthavne i Europa (nr. 11 til 20)

Nr. Lufthavn 2015 2015 (5) 2016 (5) Vækst i %
11. Moskva-Sheremetyevo 31.279.508  (4) 8.732.151  (4) 9.541.273  +9,3 %
12. Moskva-Domodedovo 30.504.515  (4) 7.860.436  (4) 7.627.243  -3,0 %
13. Paris-Orly 29.664.993  11.549.376  12.156.135  +5,3 %
14. Istanbul-Sabiha Gocken 28.112.438  (4) 7.733.689  (4) 9.079.333  +17,4 %
15. Antalya Airport 27.724.249  7.101.428  5.446.563  -22,0 %
16. Københavns Lufthavn 26.610.332  9.816.301  10.947.321  +11,5 %
17. Zurich Airport 26.281.228  9.890.898  10.242.544  +3,6 %
18. Dublin Airport 25.049.335  9.003.939  10.278.792  +14,2 %
19. Oslo Lufthavn 24.678.195  9.363.731  9.822.664  +4,9 %
20. Palma de Mallorca Airport 23.745.131  6.511.374  7.247.582  +11,3 %

Kilde: Lufthavnene og anna.aero

Blandt hurtigst voksende hub-lufthavne
Allerede efter årets første fire måneder havde CPH overhalet den store Domodedovo-lufthavn i den russiske hovedstad. Københavns Lufthavn havde ved udgangen af april måned registreret 8.397.443 passagerer, mens der blot var rejst 7.627.243 gennem den russiske storlufthavn. De kommende sommermåneder vil dog vise, hvorvidt CPH holder føringen. Holder tendenserne fra vækstraterne resten af året, vil Domodedovo nå op i nærheden af 29,6 mio. passagerer, mens CPH lander på 29,7 millioner.

Københavns Lufthavn gør dog klogt i at kigge sig tilbage. Dublin Lufthavn kommer fra baghjul med en ufattelig styrke. År til dato har væksten være på 14,2 procent i den irske storlufthavn, der meget vel kan nå på i nærheden af 28 mio. passagerer, når optællingen slutter den 31. december ved midnatstid.

“Det afgørende for os er, at vi følger med den vækst, der er i europæisk luftfart og at vi vokser i mindst samme tempo som vores væsentligste konkurrenter i eksempelvis Wien, Zürich og München. Det stiller store krav til os om at drive en effektiv og attraktiv lufthavn, som flyselskaber gerne vil flyve til. Den vækst, vi har haft i første del af året, placerer os blandt de hurtigst voksende hub-lufthavne, og vi arbejder stenhårdt på at udvide og udvikle lufthavnen, så vi kan håndtere væksten og de mange nye passagerer,” siger Københavns Lufthavns pressechef, Kasper Hyllested, til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

CPH har kurs mod de 30 millioner

CPH: Turister trækker væksten

CPH overhaler Zürich

CPH på vej ud af top15