(Foto: Morten Lund Madsen)

CPH ind i kæmpe-flyets klub

Med Emirates A380-opgradering af ruten til København er lufthavnen blevet medlem af den uofficielle klub på cirka 50 lufthavne, som betjenes af verdens største passagerfly, Airbus A380.

Det syntes usandsynligt lille på himlen, det ellers enorme Airbus A380-fly, da det kom til syne i det fjerne. I går kort efter klokken 12 var der kun få minutter til, at Emirates for første gang kunne lande med verdens største passagerfly i København, og dermed åbne lufthavnens første A380-rute.

Det 615 sæder store fly havde tiltrukket flere hundrede nysgerrige lufthavnsansatte, der trodsede december-blæstens bidende kulde. Sammen med en lille gruppe pressefotografer havde de taget opstilling cirka 100 meter fra landingsbane 22L, der netop er blevet udvidet til at modtage A380-flyet.

Efterhånden som A380-flyet nærmede sig lufthavnen, kom dets sande størrelse til syne og klokken 12:20 satte flyet sine 22 hjul på asfalten, ikke til klapsalver, men en sand klikken af ivrige fotografers fotografering og begejstrede tilråb fra de mange fremmødte.

Emirates kan tiltrække flere A380’ere
I oktober måned var der kun 48 lufthavne i verden, der har A380’eren i fast rutetrafik, og derfor er det også noget helt særligt at få A380’eren til København, sagde Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk.

”At København nu beflyves med A380 er vigtigt. Det, at vi nu har en A380-rute, kan få andre selskaber til at kigge på København før andre destinationer, når de planlægger at opgradere ruter til A380.”

Eksempelvis har både Thai Airways og Singapore Airlines A380-fly i deres flåder, men begge selskaber flyver i dag med Boeing 777-fly til København, der ikke har nær så mange sæder som Emirates’ A380’er.

Et stærkt signal til omverdenen
Ved at opgradere til A380 har Emirates valgt den modsatte strategi af konkurrenten Qatar Airways, der har øget fleksibiliteten for den rejsende og i stedet for større fly har indsat flere afgange.

I dag flyver Qatar Airways to gange dagligt til København fra sit hub i Doha med mindre Boeing 787-fly, imens Emirates flyver én gang dagligt til sit hub i Dubai.

”Selvfølgelig giver flere afgange på en rute bedre fleksibilitet for de rejsende, men en A380’er sender et stærkt signal til omverdenen om, at visom Nordeuropas førende trafikknudepunkt kan håndtere de allerstørste fly som A380’eren, og det er vigtigt,” lød det fra lufthavnsdirektøren.

Kun én gate
Airbus A380-flyet, A6-EOQ, en fabriksny Airbus A380-800 havde forinden ankomsten til København tilbagelagt seks og en halv time i luften og en strækning på cirka 5000 kilometer fra Dubai, som Emirates har fløjet fra til København siden 2011. Dengang blev ruten åbnet med et 236-sæders Airbus A330-200-fly.

Siden er ruten blevet opgraderet ad flere omgange og i marts måned offentliggjorde Emirates, at den daværende 427 sæder store Boeing 777 skulle erstattes med en 615 sæders Airbus A380.

Kort efterannoncerede Københavns Lufthavn planerne om en udvidelse af finger C, med en specialbygget gate, C39, der kan betjene et to-etagers fly som Airbus A380. Lufthavnen har foreløbigt kun en gate til A380-fly foruden en såkaldt landgate, der skal betjenes med busser.

Øverst: Airbus A380, A6-EOQ, blev leveret til Emirates for bare seks dage siden.

Midten: Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn, i baren på Business Class.

Nederst: Hundredevis af lufthavnsansatte var mødt frem for at se flyet, da det landede, og endnu flere havde taget opstilling på Flyvergrillen bag hegnet på banens modsatte side.

Fotos: Morten Lund Madsen

Se flere billeder i albummet på CHECK-IN.dk’s Facebook-side.