CPH informerer om terminallukning

Københavns Lufthavn igangsætter en storstilet informationskampagne om den kommende lukning af Terminal 1.

Det har fået stor mediebevågenhed, at Ryanair den 18. marts åbner sin første rute til Københavns Lufthavn og den 26. marts planlægger at etablere base i lufthavnen. En plan, som fagbevægelsen vil forsøge at stoppe. Men tre dage senere sker der noget andet i Københavns Lufthavn, som sandsynligvis vil berøre langt flere flyrejsende.

Fra 29. marts er det nemlig slut med at gå ind gennem sikkerhedskontrollen i Terminal 1 når turen går med indenrigsfly fra Københavns Lufthavn. Fra den dag af lukker terminalens forområde, bagageudlevering og sikkerhedskontrol. Fremover skal alle passagerer – også dem, der bare skal til Bornholm eller Karup – ind i lufthavnen gennem den centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og 3. Gates’ene i Terminal1 vil stadig blive brugt, men de fleste indenrigsfly vil fremover ankomme og afgå fra gates tættere på sikkerhedskontrollen og bagageudleveringen.

Starter blødt ud
For at forberede passagererne på den nye vej fra bil, tog, metro, taxa eller cykel ud til flyet, har Københavns Lufthavn iværksat en større informationskampagne. Den er startet blødt ud med et banner på lufthavnens hjemmeside og et opslag på lufthavnens Facebook-side. I næste sættes for alvor kul på informationsindsatsen når facaden på Terminal 1 bliver beklædt med et kæmpebanner, der fortæller, at indenrigstrafikken fra 29. marts flytter til nye omgivelser i Terminal 2 og 3.

Hvor nye omgivelserne er, kan man diskutere. Indenrigstrafikken kommer nemlig blot til at benytte nogle af de gates, som i dag bruges til udenrigstrafik. Københavns Lufthavn er ved at forlænge Finger C med nye gates, men det er til oversøisk trafik. Der bliver ikke bygget nye gates og lignende for at huse indenrigstrafikken. Eneste tiltag er en udvidelse af sikkerhedskontrollen med to ekstra spor.

Udover banneret, så vil der i løbet af marts blive uddelt 100.000 flyers til de rejsende i Terminal 1.

Syvende rute på vej
Endelig har de luftfartsselskaber, som flyver på lufthavnens indenrigsruter, fået stillet webbannere og andet materiale til rådighed af Københavns Lufthavn. Materiale som de kan bruge til deres egne informationskampagner.

Københavns Lufthavn har i dag seks indenrigsruter til Bornholm, Sønderborg, Billund, Karup, Aarhus og Aalborg. Men hvis alt går vel, så åbner en syvende rute på mandag når Es-Air med fly fra Jet Time begynder at flyve mellem København og Esbjerg.

Indenrigspassagererne udgjorde i april sidste år 7,2 procent af de rejsende til og fra Københavns Lufthavn.

Illustration af hvordan banneret på Terminal 1’s facade kommer til at se ud.