CPH tøver med ‘pre-clearance’ til USA

Op imod 25 lufthavne har vist interesse for at ansøge om fremskudt grænsekontrol til USA, som det kendes fra Dublin og Abu Dhabi. Københavns Lufthavn tøver, da man ikke mener, at det kan skaffe flere passagerer.

Mange rejsende til USA kan nikke genkendende til lange ventetider ved immigrationsskrankerne i de store lufthavne, hvor US Customs and Border Protection (CBP) varetager kontrollen med indrejse til Amerikas Forenede Stater.

Men i løbet af de seneste fem år har der været en stigning på 22 procent i antallet af passagerer, der bliver “pre-cleared“ i afrejselufthavnen ved en såkaldt fremskudt grænsekontrol.

Således har CBP i dag indgået aftaler med 15 lufthavne i Canada, Irland, De Forenede Arabiske Emirater, Bahamas, Aruba og Bermuda, hvor man kan blive kontrolleret, inden man går ombord i flyet med kurs mod USA. I Dublin har det været kendt i en årrække, og i Abu Dhabi International Airport blev “pre-clearance“ indført den 26. januar i år.

Omkring 20 – 25 lufthavne har henvendt sig til CBP om adgang til “pre-clearance“. Disse lufthavne skal inden udgangen af november sende et brev til CBP, hvorefter det amerikanske udenrigsministerium i løbet af december vil foretage inspektioner hos ansøgerlufthavnene med henblik at vurdere, hvilke lufthavne og lande, der skal indlede forhandlinger med i løbet af januar måned næste år.

Københavns Lufthavn tøver en smule med at byde sig ind til “pre-clearance“.

“Vi har ikke søgt om pre-clerance – endnu. Hvis vores flyselskaber vil have det, og hvis det kan gøres økonomisk rentabelt for dem, er vi naturligvis interesserede. Vores foreløbige analyser viser dog, at det næppe vil skaffe særligt meget mere trafik til USA. Derudover er de amerikanske myndigheder også blevet bedre til at håndtere grænsekontrollen, og det vil jo være bedst, hvis en amerikansk myndighedsopgave bliver håndteret i USA og ikke i Europa,“ siger Københavns Lufthavns pressechef Søren Hedegaard Nielsen til CHECK-IN.dk.

Flytter køer fra USA til Europa
US Customs and Border Protection planlægger at fordoble “pre-clearance“ kapaciteten i forskellige lufthavne i løbet af de kommende 10 år. Målet er at øge antallet af “pre-clearance“ passagerer til 33 procent ved udgangen af 2024.

Dubai International Airport har allerede ansøgt om “pre-clearance“, og de ny lufthavne, der kommer til gennem ansøgningerne ved udgangen af november kan vente at få tilladelserne på plads i løbet af 24 til 36 måneder.

“Pre-clearance har sikkerhedsfordele, og den nye fleksible model sigter på at skabe kommercielle fordele sammen med sikkerhedsfordelene, ligesom det er bedre for passagererne. Det er en ‘win-win’ for alle parter,“ sagde fungerende kommissær Kevin McAleenan fra US Customs and Border Protection ved den netop afholdte World Routes 2014 rutekonfernce i Chicago.

Kevin McAleenan mener, at passagererne kan reducere ventetiden i amerikanske lufthavn med op til 50 procent, og lufthavne der har implementeret “pre-clearance“ øger passagervæksten og får flere frekvenser og ruter til USA.

Men i sidste ende handler det om, hvor køerne skal etableres. I amerikanske lufthavne eller eksempelvis europæiske lufthavne. Omkostningerne bliver principielt flyttet til de europæiske lufthavne, da myndighedsopgaven tilsyneladende ikke bliver løst tilfredsstillende i flere amerikanske lufthavne i dag.