Trafikchef Dan Meincke fra Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

CPH-trafikchef: Vi skal være bedre til at planlægge

Der har allerede været en del dage med flere end 100.000 passagerer gennem Københavns Lufthavn, og det stiller store krav til planlægningen.

Fredag den 13. maj 2016 var en historisk dato i Københavns Lufthavn. Det var første gang, at der på én dag rejste flere end 100.000 passagerer gennem lufthavnen.

Den rekord blev slået flere gange i løbet af den sommer, og i sommeren 2017 har der også været en del dage, hvor man kom over det magiske tal. Allerede i juni måned var der fem dage, hvor der var flere end 100.000 passagerer igennem terminalerne.

Det stiller naturligvis krav til, at faciliteterne er på plads, for hvis der er noget, som flypassagerer hader, så er det at vente i sikkerhedskontrollen eller vente på bagagen, når man atter er tilbage i lufthavnen efter endt ferie eller forretningsrejse.

Men noget tyder på, at Københavns Lufthavn selv har været tilfredse med sommerens trafikafvikling, selvom der stadig er nogle uger tilbage, inden man vender tilbage til hverdagstilstande i Nordens største lufthavn.

Krav til planlægning
Stigende trafik, stiller nemlig krav til planlægning. Det er sædvanligvis noget, som skandinaviske lufthavne er kendt for at være gode til, men når højsæsonen sætter ind, så stiller det ekstra store krav.

“Københavns Lufthavn er med over 30 millioner passagerer lige om lidt, og det betyder, at vi som organisation skal tænke anderledes. Vi skal være bedre til at planlægge og koordinere og sammen med handlerne få udviklet nogle produkter, således at vi kan få flyene afsted til tiden,” siger Københavns Lufthavns trafikchef Dan Meincke.

Det har dog ikke været et problem i denne sommer, for selvom kun 35 procent af flyene lander til tiden, så er det lykkedes at få langt den overvejende del af flyene afsted igen uden forsinkelser.

“Cirka hvert minut lander der i perioder et fly, som vi skal være klar til af sende afsted, og der er cirka 100 ændringer i vores trafikprogram hver dag, der skal løses og planlægges. Lige om lidt vender trafikmønstret sig, og så der er flere, der kommer hjem end der tager afsted. Der vil i perioder være over 5.000 i timen i ankomsten, og det skal vi også være parat til at tage os af,”

Sidste år var der 29.043.287 passagerer, der rejste gennem CPH, og der er stor sandsynlighed for, at det lige netop bliver muligt at snige sig forbi 30 millioner-mærket, når samtlige årets passagerer er optalt på årets sidste dag.

 

Relaterede artikler:

Beskeden CPH-vækst i juni

Her er de 20 største lufthavne i Norden

Seks flyselskaber vandt markedsandele i CPH

Midtjylland og København årets højdespringere

Tæt på 100.000 passagerer i CPH på én dag