CWT og BCD klar til at byde på offentlige rejser

Erhvervsrejsebureauerne BCD Travel og Carlson Wagonlit Travel står begge klar til at byde, når udbuddet om offentlige rejser bliver sat i gang. Carlson Wagonlit Travel har tidligere vundet det fællesstatslige rejseudbud.

Af Michael Müller [email protected]

Inden for kort tid vil offentlige rejser for regioner, kommuner og selvejende statslige institutioner blive sat i udbud. Udbudsrunden vil blive behandlet af Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), og planen er, at den nye rammeaftale skal træde i kraft den 1. juni 2011.

Allerede nu står to selskaber klar til at byde på rammeaftalen, der er målrettet rejseaktiviteten hos regioner, kommuner og selvejende statslige institutioner. Det ene selskab er Carlson Wagonlit Travel, der i 2009 vandt en udbudsrunde om en 3-årig aftale om indkøb af rejsebureauydelser for Staten. Det andet selskab er BCD Travel, der ikke tidligere har erfaring med offentlige rejser, men som er et af verdens største erhvervsrejsebureauer.

”Vi bliver naturligvis nødt til at se på, om vi har et produkt, der matcher udbudsmaterialet, men vi vil højst sandsynligt komme med et bud, når udbudsrunden begynder. Vi har nogle værktøjer, der kan effektivisere det offentliges rejser, og det vil vi tilbyde,” siger Per Markussen, der er kommerciel direktør hos BCD Travel i Norden.

Eftersom de offentlige rejser endnu ikke er sat i udbud, er det uvist, hvilke leverandører, der kommer til at byde på opgaven. Men SKI sigter efter at få tre leverandører med i rammeaftalen.

Hos Carlson Wagonlit Travel, der modsat BCD Travel har erfaring med at varetage rejsebureauydelser af offentlige rejser, vil man med sikkerhed byde sig ind ved det kommende udbud, og selv om Carlson Wagonlit Travel endnu ikke har set udbudsmaterialet, forventer selskabet, at SKI vælger et udgangspunkt, der minder om tidligere udbudsrunder, hvor prisen bliver vægtet højt samtidig med, at man sikrer et højt serviceniveau. Og hos Carlson Wagonlit Travel frygter man ikke konkurrencen fra BCD Travel.

”Det er altid godt med konkurrence, og vi kender hinanden rigtig godt. Men vi tror, at vi har en fordel ved, at vi kender det at arbejde for Staten og SKI’s kunder, så jeg synes, at vi har gode forudsætninger,” siger salgsdirektør Karen Peetz-Schou.

Foto: Erhvervsrejserne for kommuner og regioner vil blive sendt i udbud i løbet af foråret.