Dornier 328JET (Foto: Oddgeir Tørresdal)

Dansk flyselskab åbner base i Tyskland

Billund-selskabet Sun-Air of Scandinavia vil fremover satse på det tyske marked. Selskabet vil stationere to fly i City Airport Bremen, hvorfra et antal europæiske ruter skal betjenes.

For første gang i 13 år vender British Airways tilbage til City Airport Bremen. Det er danske Sun-Air of Scandinavia fra Billund, der skal flyve på vegne af British Airways. Fra september måned vil Sun-Air stationere to Dornier 328 jetfly i den tyske lufthavn og selskabet har i øjeblikket forhandlinger om, hvilke ruter der skal betjenes.

Kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air bekræfter, at man lige nu overvejer de kommende rutemuligheder for de to fly.

“Vi har kig på destinationer i England, Schweiz og Frankrig samt indenrigs i Tyskland,” siger Kristian Tvergaard til CHECK-IN.dk.

At Billund-selskabet har valgt Bremen som base for nye fly, er der tilsyneladende en logisk årsag til.

“Bremen-området minder meget om det jyske marked, hvilket også er tilfældet med størrelsen af lufthavnen. Herudover har man et forholdsvist tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, og dem har vi for vane at være gode til at lytte til,” forklarer Kristian Tvergaard.

Sun-Air har i løbet af 2015 fået udvidet flåden med fem Dornier-fly, der har plads til 32 passagerer, og disse fly har indtil videre været beskæftiget i ad-hoc markedet, men skal nu i fast betjening fra den nordvesttyske by.

På størrelse med Billund
City Airport Bremen er den 12. største lufthavn i Tyskland med i underkanten af 2,7 mio. passagerer i 2015, hvilket nogenlunde svarer til størrelsen af Billund Lufthavn, der sidste år havde flere end 2,9 mio. passagerer gennem terminalen. I alt 14 forskellige flyselskaber benytter i dag City Airport Bremen med 48 ruter til 23 lande i Europa, Nordafrika og Asien.

Lufthavnen har en bynær beliggenhed med blot 11 minutters kørsel til det centrale Bremen og har direkte tilslutning til motorvej A281. Indbyggertallet i Bremen er på 550.000, men lufthavnen oplyser optageområdet til at være i nærheden af 15 mio. mennesker.

I tilknytning til City Airport Bremen findes Airportstadt Bremen, der er et område med omkring 500 virksomheder og 16.500 ansatte. Sammen med lufthavnens egne 455 ansatte udgør området et betydeligt vækstpotentiale for den nordvesttyske lufthavn.

I dag er der direkte flyforbindelse med SAS fra København til Bremen, hvor der flyves to gange dagligt med ATR72-fly fra Jet Time.

Relaterede artikler:

Sun-Air lukker to ruter

Sun-Air åbner rute til Humberside

British Airways overtager rute fra Sun-Air

Sun-Air lukker Zürich-rute

 

x

Læs Også

33-årig bliver luftfartsdirektør

33-årige Kristoffer Sundberg har overtaget ledelsen af Billund-flyselskabet Sun-Air of Scandinavia efter faderen og stifteren Niels Sundberg.

Kristoffer Sundberg: Store sko at fylde ud

Kristoffer Sundberg lover som ny administrerende direktør i Sun-Air, at der bliver en ændret ledelsesstil med mere ansvar til ledergruppe og mellemledere.

Billund mister rute til europæisk storlufthavn

Sun-Air har besluttet at lukke ruten fra Billund til München, hvorfor der for første gang i 15 år ikke kan flyves fra Vestdanmark til lufthavnen i den sydtyske by.

Sæson for fodboldflyvninger

De danske superligaklubbers kvalifikationskampe til de europæiske turneringer giver fast arbejde for flere danske flyselskaber.

Savner fokus på beskæftigelse

Både arbejdsgivere og arbejdstagere undrer sig over, at udfordringerne for beskæftigelsen i luftfartserhvervet ikke er en del af regeringens luftfartsstrategi.

Besøg i verdens mindste BA Executive Lounge

ANMELDELSE: Aarhus Airport Executive Lounge er et hyggeligt besøg før flyvninger med British Airways til Oslo, Stockholm og Gøteborg.