Et Ryanair-fly lander i Rom Ciampino-lufthavnen. Foto: Aldo Bidini / Wikimedia Commons

Danske Ryanair-ruter lukkes midlertidigt

En banerenovering får Ryanair til midlertidigt at lukke en lang række ruter fra Roms Ciampino-lufthavn.

Ryanairs konkurrenter på adskillige ruter til og fra Rom får i oktober mulighed for at trække vejret en lille smule lettere og slippe for at bekymre sig om konkurrencen fra det irske lavprisselskab, der er gået hen og blevet Europas største flyselskab.

En renovering af banen i Rom’s Ciampino-lufthavn betyder nemlig, at Ryanair midlertidigt lukker en lang række europæiske ruter til og fra lufthavnen. Lukningen vil vare godt to uger fra og med den 14. oktober til og med den 29. oktober.

Daglig forbindelse
Omkring 20 Ryanair-ruter fra Rom Ciampino vil være helt lukket mens banerenoveringen står på. Det gælder blandt andet for Ryanairs daglige forbindelse til Københavns Lufthavn og flyvningen tre gange om ugen til Billund. På omkring en håndfuld ruter vil kun nogle af de ugentlige frekvenser være helt aflyst. Resten vil blive flyttet til Rom’s Fiumicino-lufthavn sammen med en række andre ruter, hvor alle frekvenser vil blive betjent.

Fiumicino-lufthavnen er den Rom-lufthavn, som langt de fleste andre flyselskaber bruger til at betjene den italienske hovedstad.

Ekstra sårbar
En del af Ryanairs forretningsfilosofi har tidligere været alene at benytte sekundære og tertiære lufthavne, hvor selskabet ofte har været eneste operatør og derfor har kunne stille visse krav til lufthavnsejere, som blot var glade for at få trafik. Sådanne lufthavne har dog ofte kun en landingsbane, hvilket gør Ryanair ekstra sårbar når landingsbanen skal renoveres. I adskillige lufthavne med én landingsbane gennemføres renoveringerne ofte om natten, så lufthavnen ikke skal lukke helt ned. Det var blandt andet tilfældet i Aalborg Lufthavn for et par år siden.

I Københavns Lufthavn gennemførte man i sommeren 2015 en større renovering af den ene af lufthavnens tre baner uden at det generede flytrafikken videre. Kun beboere på Amager og i visse dele af København og Frederiksberg fandt det generende at få lavtflyvende fly ind over deres kvarterer. Det skyldtes at Københavns Lufthavn i forbindelse med renoveringen i stor stil benyttede lufthavnens tværbane 12/30, hvor indflyvningen til bane 12 går indover det centrale København.

 

Relaterede artikler:

Ryanair åbner CPH-rute til Rom

Natligt asfaltarbejde i Aalborg

Borgere skælder ud på Københavns Lufthavn

Den store skandinaviske asfalt-offensiv