Danskere vil have gratis internet i lufthavnene

En ny undersøgelse viser, at det vigtigste for danskerne i forhold til WiFi i lufthavnene er, at det er gratis og nemt at logge på.

Det er i dag de færreste, der kunne drømme om at rejse uden sin telefon eller andet elektronisk udstyr ved hånden, og af samme grund tilbyder alle større lufthavne med respekt for sig selv derfor også tilgængeligt WiFi til passagererne.

et er dog vidt forskelligt lufthavnene imellem, hvor længe man kan logge på, og hvorvidt man skal betale for at være online. Men står det til danskerne, bør WiFi være ubegrænset og gratis i lufthavnene.

Det viser en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for rejsesøgemaskinen Skyscanner, der har fokuseret på danskernes rejsebehov i forhold til trådløst netværk. Undersøgelsen viser, at 66 procent af danskerne mener, at det vigtigste for en lufthavns WiFi er, at den er gratis. Derudover siger 41 procent, at det skal være nemt at tilslutte, og blot 22 procent har nettets hastighed som det vigtigste element.

Lovgivning sætter begrænsninger
Lufthavnene i København, Billund og Aalborg tilbyder alle gratis internet, men det er ikke uden forbehold. I Københavns Lufthavn kræves det, at man er medlem af CPH Advantage fordelsklub, hvis man vil undgå at betale 60 kroner i timen for internet, og i Aalborg gælder det gratis tilbud kun én time per session.

Fælles for alle steder er, at man som gæster i lufthavnen skal registreres på den ene eller anden vis. Dette skyldes logningsbekendtgørelsen paragraf 5, stk. 2, der påbyder, at udbydere af internetadgang skal registrere sine brugere. Det er derfor måske ikke helt så nemt at logge på, som danskerne ifølge undersøgelsen ønsker det, men så længe loven gælder, vil der altid være en vis begrænsning på dette punkt.

Kommunikationsrådgiver Anne Munck Mikkelsen fra Københavns Lufthavn fortæller, at proceduren er den samme i alle de lufthavne hun kender.

”Jeg har lige været i Milano, og der er det samme. Her skal man opgive en e-mailadresse, for at logge på et offentligt internet,” siger Anne Munck Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

I CPH har man så taget skridtet videre, og valgt at kræve, at passagererne melder sig ind i CPH Advantage fordelsklub først. Årsagen til dette er, at man ønsker at komme tættere på sine kunder.

”Det skyldes et ønske om at kommunikere mere direkte ud til vores kunder. Med CPH Advantage kan man selv klikke af, hvad man vil modtage informationer om, og på den måde kan vi give mere relevant information ud til vores passagerer,” siger kommunikationsrådgiveren, der samtidig forsikrer om, at lufthavnen i øjeblikket kigger nærmere på, om det giver mening at give det mere fri, da de heller ikke ønsker at genere passagererne.

Logningsbekendtgørelsen gælder for hele EU, og er vedtaget som en konsekvens af terrorangrebet i Madrid i 2004.