London City Airport.

DAT får city-tilladelse

Danish Air Transport er blevet godkendt til at kunne flyve til og fra London City Airport.

Normalt kan man som pilot og flyselskab få lov at flyve ind til de fleste lufthavne, hvis ellers man blot sender en flyveplan i forvejen og melder sin ankomst. Men sådan er det ikke i Londons særlige City-lufthavn øst for den britiske hovedstads centrum i Canary Wharf-distriktet. Her skal man som flyselskab være godkendt på forhånd af lufthavnen.

Det skyldes, at det kan være særdeles udfordrende at lande på lufthavnens 1.500 meter lange bane og ikke mindst kan indflyvningen til lufthavnen være en prøvelse. Her skal blandt andet flyves ind med en noget stejlere indflyvningsvinkel end i andre lufthavne. Endelig er der strikse støjregler, der skal overholdes.

Det danske flyselskab Danish Air Transport tjener en stor del af sine penge på såkaldte wet lease-flyvninger for andre flyselskaber over hele verden – også i Storbritannien. Derfor har DAT gennem længere tid arbejdet sammen med London City-lufthavnen for at få tilladelse til at flyve ind og ud af lufthavnen.

Blå stempel
Efter at lufthavnen blandt andet har gennemgået Danish Air Transports manualer og træningsprogram har DAT fået det blå stempel til at kunne beflyve City-lufthavnen med ATR42- og ATR72-turbopropfly.

Danish Air Transport flyver jævnligt for britiske selskaber som Flybe og Aurigny Air Services, der har base på den britiske kanalø Guernsey.

Når der er travlest i den lille lufthavn er der op til 40 landinger i timen, hvor flyene skal vende og taxi tilbage på landingsbanen, hvis de lander i den ene ende af banen, da der ikke er nogen taxivej parallelt med banen. Det betyder at flyvelederne skal holde tungen lige i munden og sikre, at et netop landet fly er væk fra banen inden det næste fly sætter sine hjul ned på asfalten.