ATR72-200 fra Danish Air Transport. (Foto: Danish Air Transport)

DAT fejet af banen af Widerøe

Det norske Samferdselsdepartement har tildelt samtlige udbudte ruter i Nordnorge til Widerøe for næsen af Danish Air Transport.

Danish Air Transport (DAT) må endnu engang se sig slået af Widerøe på betjeningen af statsstøttede flyruter i Norge. Hvor det sidste år drejede sig om ruter i Sydnorge, er det i år 13 ruter i Nordnorge, af hvilke DAT har budt ind på tre.

DAT og Widerøe var dog ikke ene om at afgive bud. Også det nystartede Fly Viking, der er sat i verden af den tidligere Widerøe-pilot Ola Giæver, var med i konkurrencen, men blev afvist af Samferdselsdepartementet:

“Dette skyldes, at selskabet (Fly Viking red.) ikke har en gyldig licens, som dækker operationerne specificeret i tilbuddet. Samferdselsdepartementet har derfor pligt at afvise alle dele af tilbuddet,” skriver departementet om afvisningen af Ola Giævers tilbud i en pressemeddelelse.

Giæver var efterfølgende ude at kræve en ny budrunde, skrev nyhedsmediet Nord24 ifølge DN.no:

“Vores manglende dokumentation ville være ordnet i løbet af kort tid. Her kunne den norske stat have givet os 30 dage og sparet 100 mio. norske kroner,” lød det fra Ola Giævers med henvisning til, at Fly Vikings bud lød på 972,5 mio. norske kroner mod Widerøes 1.030 mio. norske kroner.

Mandag eftermiddag var Giæver ifølge NRK dog klar til at tage kampen op med Widerøe på trods:

“Min forretningsidé har aldrig været bygget op på udbudsrunder. Når vi leverer et bud og registrerer, at vi er 100 mio. norske kroner billigere på Finnmarken, så er der en klokke i mit hoved, der ringer,” sagde Giæver i et interview med NRK.

Widerøe var billigere end DAT
DAT deltog derimod i konkurrencen, men blev slået på pris:

“DAT og Widerøe afgav tilbud på ruteområderne 3-5 (Lakselv-Tromsø, Andøya-Bodø, Andeøya-Tromsø, Harstad/Narvik-Tromsø red.) I tilbuddet fra DAT er der fastsat et højere krav til kompensation fra staten end i Widerøes tilbud. I henhold til konkurrencegrundlaget skal kontrakten som hovedregel tildeles det tilbud, som har det laveste kompensationskrav,” skriver Samferdselsdepartementet og tilføjer: “Widerøe er dermed vinder af alle ruteområderne i konkurrencen.”

Forud for Samferdselsdepartementets afgørelse har både DAT og Fly Viking været i norske mediers søgelys og siden også myndighedernes efter anklager om, at de to skulle have indgået aftaler, på hvilke ruter de skulle byde ind på. Mistanken og den efterfølgende efterforskning har imidlertid ikke haft betydning for selskabernes bud.

Kontrakterne på de 13 ruter i Nordnorge løber i fem år fra 1. april 2017 til 31. marts 2022.

 

Relaterede artikler:

DAT forsøger igen i Norge

DAT: Selv skyld i norsk nederlag

DAT i infight om norske ruter

DAT lider nyt nederlag til Widerøe

Den norske stat afviser klage fra DAT