DAT fordobler kapacitet til bornholmsk folkemøde

Næste uges folkemøde på Bornholm vil tiltrække mere end 10.000 deltagere. Danish Air Transport har mere end fordoblet sin kapacitet på ruten mellem Bornholm og København i mødedagene.

I næste uge vil mere end 10.000 personer drage til Bornholm for at diskutere politik og samfundsforhold ved Folkemødet 2012, der finder sted i Allinge på nordkysten af Bornholm fra torsdag den 14. til søndag den 17. juni. Partier, fagforeninger, medier og frivillige organisationer vil afholde mere end 700 arrangementer om alt fra nordisk forsvarssamarbejde over landmandsliv til åndsfrihed i folkekirken.

Det store rykind har fået Danish Air Transport (DAT) til mere end at fordoble kapaciteten på ruten mellem København og Rønne i de fire dage i næste uge. Normalt flyver DAT i alt 19 gange i løbet af de fire dage i en normal uge. Det sker med 68-sæders ATR-72 fly, hvilket betyder en samlet kapacitet på 1292 sæder. DAT indsætter et MD-87 fly med plads til 135 passagerer på11 returflyvninger i løbet af folkemødet. Dermed vil kapaciteten blive øget med mere end 100 procent.

I alt 2777 sæder hver vej i de fire dage. Og der er brug for sæderne, forklarer direktør Jesper Rungholm fra Danish Air Transport.

”Der er solgt omkring 80 procent af sæderne på nuværende tidspunkt. Der er udsolgt på visse afgange, især torsdag og søndag aften,” siger Jesper Rungholm.

Torsdag vil selskabet flyveti returflyvninger mod normalt seks. Fredag bliver det til otte flyvninger mod normalt seks. Lørdag skrues der op til fem flyvninger mod normalt tre, og søndag flyver DAT syv returflyvninger mod normalt kun fire.

20 ministre
Danish Air Transport startede med at flyve på ruten den 3. maj om aftenen, efter at den hidtidige operatør, Cimber Sterling, var gået konkurs samme morgen. Jesper Rungholm glæder sig over den ekstra trafik, som Folkemødet giver selskabet.

”Det er ikke så ringe endda,” siger den jyske luftfartsdirektør.

Det er andet år i træk at folkemødet afholdes på Bornholm. Sidste år deltog mere end 10.000 mennesker i mere end 250 arrangementer. Forventningen i år er, at endnu flere vil finde vej til Bornholm og fire dage med debat om samfundet. 20 ud af regeringens 21 ministre har meldt deres ankomst sammen med næsten alle folketingsmedlemmer.