DAT har modtaget sit fjerde Airbus-fly

Danish Air Transport har fået sit fjerde Airbus A320-fly. Modsat de forrige fly, så har det nye fly fået den fulde ”krigsmaling” i form af selskabets meget iøjnefaldende kulørte bemaling.

Omkring 15 måneder efter at Danish Air Transport fik sit første Airbus A320-fly kan selskabet nu sige goddag til ”luftbus” nummer fire. Det knap 12 år gamle fly har Danish Air Transports direktør Jesper Rungholm fundet hos italienske Meridiana, der lagde flyet i mølpose i oktober sidste år. Flyet startede karrieren hos TACA i El Salvador i Mellemamerika inden det kom til italienske Eurofly og videre til landsmændene i Meridiana. Flyet har efter en tur hos maleren fået registreringen OY-JRZ.

Danish Air Transport købte sit første Airbus A320-fly i starten af 2014. Det har fået registreringen OY-JRK og er udlejet til slovenske Adria Airways, som det knap 22 år gamle fly også fløj for før Danish Air Transport købte det. I juni sidste år fulgte Airbus A320-fly nummer to, der også havde en fortid hos Adria Airways. De seneste fire år havde det knap 25 år gamle fly dog fløjet for Myanmar Airways. Flyet har fået registreringen OY-LHD.

I december sidste år blev købsaftalen på fly nummer tre underskrevet. Det har fået registreringen OY-RUP og har tidligere i sit 22 år lange liv slået sine folder i Mexico, Chile og på Sri Lanka.

Fuld krigsmaling
OY-JRK fløj længe rundt i Adria-farver, men er nu malet helt hvid. OY-LHD og OY-RUP er også hvide bortset fra diskrete røde næser og for OY-RUP’s vedkommende også røde farver forrest på motorerne. Nyeste skud på stammen, OY-JRZ, har fået den fulde ”krigsmaling” i form af Danish Air Transport meget kulørte bemaling med både gule, røde, grønne og blå farver. At det er en opsigtsvækkende bemaling kan de færreste være uenige i. Om det er æstetisk må være en smagssag.

Danish Air Transports direktør Jesper Rungholm har tidligere overfor CHECK-IN.dk forklaret, at målet er at nå op på en flåde af fem Airbus A320-fly. På den måde er selskabet både i stand til at løse wet lease-opgaver for andre flyselskaber rundt omkring i verden, lave ad hoc-charter og seriecharter samt have et fly i reserve.

Foto: Danish Air Transport