DAT skal flyve med FIFA VM-pokalen

Danish Air Transport (DAT) har vundet en kontrakt om at flyve FIFA VM-pokalen rundt til en lang række lande i løbet af de kommende seks måneder. Det er MD83-flyet OY-RUE der er blevet valgt til denne særlige mission.

Hvert fjerde år gennemfører det internationale fodboldforbund FIFA den såkaldte FIFA World Cup Trophy Tour i samarbejdet med Coca Cola. I et specialfly bringes den eftertragtede VM-pokal rundt til omkring 80 lande i bestræbelserne på at skabe ekstra opmærksomhed omkring den kommende slutrunde om verdensmesterskaberne i fodbold, der i 2014 afholdes i Brasilien.

Opgaven med at stille fly til rådighed er til turnéen i 2013/14 landet hos Danish Air Transport (DAT) i Vamdrup. Det er selskabets MD83, der skal benyttes til den særlige operation. Spørger man hos selskabets administrerende direktør Jesper Rungholm, får man dog et meget kortfattet svar.

“Danish Air Transport kan ikke oplyse noget om kontrakten og dens indhold. Vi må henvise direkte til Coca Cola.“

Til mere end 80 lande i over 200 dage
Kontrakten menes at starte i september og løber frem til slutningen af april måned næste år. Selvom Coca Cola og FIFA først i løbet af september løfter sløret for, hvilke markeder man vil besøge, er rygterne allerede løbet forud. Af 86 markeder er det allerede afsløret, at FIFA-flyet kommer til Caribien i begyndelsen af oktober og blandt andet besøger Bangla Desh umiddelbart før jul. Undervejs er der angiveligt også gjort plads til en afstikker til Billund i begyndelsen af november måned.

Da FIFA World Cup Trophy Tour blev gennemført i 2009 forud for VM i Sydafika, varede turnéen 211 dage, hvor der blev besøgt 130 byer i 84 lande. Coca Cola oplyser, at man fik kontakt til 914.000 forbrugere, 9.000 journalister, 44 statsoverhoveder, ligesom adskillige lokale officials fik lejlighed til at beundre VM-trofæet. Under 2011-turnéen blev der tilbagelagt 94.000 miles, hvilket inkluderede alle lande i Afrika med undtagelse af tre.

DAT-flyet, der skal gennemføre den særlige mission, rullede onsdag ud af en malerhangar i Bournemouth i Storbritiannien og har allerede vakt stor opmærksomhed hos flyspottere og andre interesserede grundet den særprægede bemaling med røde, gule og grønne farver.