De jyske udenrigsflyruter buldrer frem

I september måned rejste flere end 200.000 passagerer på udenrigsruterne fra de tre største jyske lufthavne. Dermed voksede udenrigstrafikken samlet med 7,2 procent.

For provinslufthavnene vil året 2011 blive husket for Cimber Sterlings konkurs og den deraf følgende effekt på såvel indenrigs- og udenrigstrafik.Hos de tre største jyske lufthavne i Billund, Aalborg og Aarhus var der også i september måned tilbagegang over hele linjen på indenrigstrafikken. Værst så det ud i Aarhus Lufthavn med en relativ tilbagegang på 26,6 procent, mens Billund og Aalborg med henholdsvis 15,9 og 12,6 procent færre passagerer, ikke blev så hårdt ramt.

Til gengæld kan de tre lufthavne glæde sig over udenrigstrafikken, der i september måned buldrede frem. Samlet havde de tre jyske udenrigslufthavne 205.704 rejsende på udenrigsruterne, hvilket var næsten 14.000 flere end samme måned sidste år. Det svarer til en fremgang på ikke mindre end 7,2 procent.

Skepsis i Aalborg
Den største relative vækst finder man i Aalborg Lufthavn, der med nye ruter til Barcelona (Vueling), Berlin (Norwegian) og Istanbul (Turkish Airlines) har formået at øge antallet af udenrigspassagerer i sidste måned med 24,1 procent. Der var i alt 27.192 rejsende på udenrigsruterne, hvilket er det tredjebedste resultat nogensinde i lufthavnens snart 75-årige historie.

Men med udsigten til, at sommerruterne lukker ved udgangen af oktober måned, er der en vis skepsis at spore hos lufthavnsdirektøren i den nordjyske lufthavn, selvom lufthavnen bruger ordet “forrygende“ om september måned.

“Den stadig meget positivt udvikling på udenrigssegmentet er mere end tilfredsstillende, men jeg vil godt se passagertal på de næste måneder, før jeg definitivt kan sige, at vi har lagt konsekvenserne af Cimber Sterlings konkurs bag os,“ siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Forsigtig optimisme
I Aarhus Lufthavn er der ikke skepsis, men i stedet forsigtig optimisme. Her kalder lufthavnsdirektør Ole Paaske september måneds trafiktal for “et skridt i den rigtige retning.“ Lufthavnen mener at have passeret lavpunktet efter Cimber Sterling-konkursen, således at der tilbage står en en lang rejse imod det vanlige aktivitetsniveau.

Men udenrigstallene er dog pæne i den østjyske lufthavn. En fremgang på 10,3 procent i september måned, er da også et lys i mørket for den trængte lufthavn.

“Det glade budskab er, at udenrigsrutetrafikken fortsat udvikler sig positivt. En udvikling, der forventes fastholdt i den kommende tid,“ vurderer lufthavnsdirektør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn.

Behersket fremgang
I Billund Lufthavn var fremgangen i udenrigstrafikken mere behersket. Her var der blot 4,3 procent flere udenrigspassagerer end i samme måned året før. Det svarer til i alt 6.430 passagerer.

“Dermed fortsætter den positive udvikling for udenrigstrafikken, således som det har været tilfældet gennem det meste af året,“ konstaterer lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

Trods nyvundet status som Ryanair-baselufthavn, øget antal frekvenser og flysæder på KLM-ruten til Amsterdam, en ny rute til Istanbulsamt nye operatører på ruterne til München, Stockholm og Oslo, er det dog ikke lykkedes dramatisk at øge udenrigstrafikken. År til dato er væksten i Billundblot på 2,9 procent.

Kursen er rigtig
En september måned med en samletstigning i udenrigstrafikken på hele 7,2 procentfor de tre jyske lufthavne, gør det dog ikke alene. Den samlede udenrigsvækst for de første ni måneder er blot på 3,7 procent. Sammenligner man med Københavns Lufthavn var den relative vækst år til dato ved udgangen af august måned på 6,1 procent på udenrigsruterne.

Der er således fortsat lang vej at gå for de jyske lufthavne, men september-tallene antyder, atkursen tilsyneladende er den rigtige.