Vietnam, Phu Quoc (Foto: Erik & Hanna Fundell)

Direkte med Dreamliner fra København til Vietnam

Den 21. december 2017 er der premiere på direkte charterflyvninger fra København til den Phu Quoc, der er Vietnams største ø.

I Thailandbugten nær Cambodjas kyst ligger Phu Quoc, der er Vietnams største ø. Den eksotiske tropeø bliver nu direkte tilgængelig for rejsende fra Københavns Lufthavn. Det sker, når TUI den 21. december næste år tager hul på direkte charterflyvninger fra Danmark til Vietnam.

Mange danske rejsearrangører har igennem de senere år haft Vietnam i programmet, men der har altid været tale om løsninger med rutefly med flyskifte undervejs. Nu bliver det muligt at flyve direkte fra Københavns Lufthavn med det store Boeing 787-8 Dreamliner-fly fra Thomson Airways, der er en del af TUI-koncernen. Der flyves fra Københavns Lufthavn hver anden torsdag kl. 23.40 med ankomst den følgende dag kl. 16.20 i Phu Quoc International Airport, der blev færdigbygget i 2012. Flyvetiden er på blot 10 timer og 40 minutter.

Returrejsen foregår som en dagflyvning på fredage kl. 18.50 med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 00.40. Flyvetiden på hjemrejsen er på 11 timer og 50 minutter. Der vil i alt blive udbudt seks afgange, hvor sidste flyvning gennemføres den 2. marts 2018. Der er plads til 241 passagerer på Dreamliner-class, og samtidig er det muligt mod et tillæg fra 4.000 kroner at købe sig op til bedre sæder på Premium Class. Disse sæder er der i alt 47 af på Dreamliner-flyet.

“Vietnam vil i løbet af de kommende 10 år udvikle sig til en langt større turistdestination end i dag. Derfor er vi glade for at have etableret denne direkte Dreamliner-rute nu, så tusindvis af danskere kan få den her unikke følelse af at opdage et nyt sted i verden,” siger Nikolai Johnsen, der er pressechef i TUI i Danmark.

Seafood og peberplantager
Phu Quoc er en ø med omkring 100.000 indbyggere kendt for nogle af de smukkeste strande i Vietnam med kridhvidt sand, turkisblåt vand. Samtidig er øen berømt for sin seafood med en bidende kraftig fiskesauce og en peberproduktion uden mage andre steder på jorden. Kulturelt og geografisk ligger Vietnam tæt op ad Thailand, men øen Phu Quoc er rent turistmæssigt langt mindre etableret end de største feriemål i Thailand.

“Man skal rejse til Vietnam, hvis man er interesseret i den særlige sydøstasiatiske gæstfrihed med fantastisk mad og palmedækkede sandstrande. Tager man fra Phu Quoc ud til de nærliggende, små øer kan man opleve, at folk har set meget få turister i deres liv og på den måde føle sig som en sand opdagelsesrejsende,” siger Nikolai Johnsen.

Ud over muligheden for udflugter i det omkringliggende øhav, giver Phu Quoc mulighed for at tage på dagsudflugter til nabolandet Cambodia eller fastlandets storbyer som Ho Chi Minh (tidligere Saigon, red.).

På Phu Quoc er der netop nu ved at blive etableret en lang række hoteller, men TUI lover, at rejsekoncernens hoteller står klar allerede fra vintersæsonen 2017/2018, hvor de første af omkring 2.500 danskere flyver afsted på ferie i det vietnamesiske ferieparadis.

“Ingen anden rejsearrangør i Danmark har et så omfattende program for direkte long haul, og med denne direkte rute til Vietnam øger vi vores førerposition. Kunderne ønsker i stigende grad et bredt udbud af eksotiske rejsemuligheder, og derfor er en nyhed som Phu Quoc en kæmpe fjer i hatten for os,” lyder det fra TUI´s danske pressechef.

Priserne for en to ugers ferie på Phu Quoc starter ved 8.998 kroner, oplyser TUI.

 

Relaterede artikler:

Skandinavisk charterfly til Vietnam

CPH får flere Dreamliner-ruter

Første Dreamliner til Star Tour-søster

Med Dreamliner fra Danmark til Caribien

 

x

Læs Også

Kamp om nonstop-flyvninger til Kap Verde

Spies og TUI konkurrerer om at tilbyde den bedste flyløsning til Kap Verde i det kommende vintertrafikprogram. Kun et af selskaberne kan tilbyde nonstop-flyvninger fra København.

Direkte fly fra CPH til Den Dominikanske Republik

TUI tilbyder i det kommende vinterprogram direkte flyvninger fra Københavns Lufthavn til to lufthavne i Den Dominikanske Republik og vil slå konkurrenterne på kortere rejsetid.

TUI har rejst sig efter Elling-epoken

TUI, der tidligere hed Star Tour, mistede medieopmærksomhed efter Stig Ellings fratræden. I 2016 kom charterarrangøren tilbage i front, men Spies hævder det modsatte.

TUI satser på rutefly fra Jylland

Efter at have sværget til ren charterflyproduktion udvider TUI nu med rejser med rutefly fra Jylland. Det giver 41 nye rejsemuligheder fra Billund, Aalborg og Hamborg.

Kroatien hitter blandt rejsearrangører

TUI introducerer denne sommer endnu et rejsemål i Kroatien, der er en af de destinationer, som er godt i gang med at erstatte Tyrkiet som populær sommerferiedestination.

Spies og TUI mister markedsandele

Danmarks to største charterarrangører mistede 42.000 chartergæster i 2016, mens Bravo Tours og Sunweb stormer frem med tocifrede vækstrater.