TUIfly Boeing 737-800 i Sønderborg Lufthavn på vegne af Neubauer Touristik. (Arkivfoto: Sønderborg Lufthavn)

Direkte fly mellem Sønderborg og Dubai

En tysk rejsearrangør vil næste år flyve direkte mellem Sønderborg Lufthavn og Dubai.

Sønderborg Lufthavn kan næste år bryste sig af at få interkontinental charterflyvning. Der vil dog kun være tale om en engangsforestilling, når den tyske rejsearrangør Neubauer Touristik den 13. februar sender danske og tyske gæster på en 13 dage lang rejse til Dubai og Abu Dhabi. Turen derned kommer nemlig til at foregå med direkte fly fra Sønderborg Lufthavn til Dubai International Airport.

I Sønderborg Lufthavn vækker nyheden om Dubai-flyvningen glæde.

”Det er yderst glædeligt, at vi nu kan tilbyde denne spændende destination, som bidrager positivt i lufthavnes bestræbelser på at øge aktivitetsniveauet, og på sigt, skabe et større udbud af rejser fra Sønderborg til gavn for hele regionen,” siger lufthavnens direktør Christian Berg.

Neubauer Touristik gennemførte i november sidste år en lignende charterflyvning fra Sønderborg Lufthavn til Rom med knap 200 gæster. Og til oktober planlægger rejsearrangøren en lignende flyvning til Sicilien og retur.

Direktør for Neubauer Touristik, Oliver Gröpper, er yderst tilfreds med samarbejdet med lufthavnen.

”Vi sætter stor pris på den positive feedback, vi har fået fra kunderne og vil gerne takke Sønderborg Lufthavn for samarbejdet,” siger Oliver Gröpper.

Banen er ikke lang nok
Flyvningen til Rom i november sidste år blev gennemført med et 189-sæders Boeing 737-800 fly fra TUIfly. Flyet var det største fly, der nogensinde havde landet i Sønderborg Lufthavn. Lufthavnens start- og landingsbane 14/32 med sine 1.797 meter giver desuden visse begrænsninger. Således kan det store Boeing 737-fly ikke udnytte sin maksimale rækkevide, da banen ikke er lang nok til en start med fuld tank og 100 procent belægning.

Til oktober er det planen også at anvende Boeing 737-800 fra TUIfly. Det samme bliver tilfældet for flyvningen i februar næste år direkte til Dubai. Begrænsningen for hvor meget brændstof flyet kan have ombord, når det letter fra Sønderborg betyder dog, at der vil være færre passagerer ombord end de 189, der normalt er plads til.

 

 

Relaterede artikler:

Ny tysk charterrejse fra Sønderborg Lufthavn

Stort besøg i Sønderborg