- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

DSB har grundstammen til et flyselskab

Med ansættelsen af den tidligere SAS-punktlighedsgeneral Per Schrøder som driftsdirektør, har DSB en top- og mellemledergruppe, der principielt kunne starte et flyselskab.

Driftsdirektør i DSB, Anders Egehus, valgte ved udgangen af juli sige sit job op hos det danske statslige jernbaneselskab. Dermed måtte den tidligere SAS-direktør Flemming Jensen, som nuværende topchef i DSB, i gang med at finde afløseren.

Der skulle ikke går mere end tre uger før afløseren var på plads. Valget faldt på 60-årige Per Schrøder, der er uddannet jagerpilot og i en årrække har været flyvechef og stedfortrædende driftsdirektør i SAS for selvsamme Flemming Jensen, som nu også bliver hans chef hos DSB. Per Schrøder tiltræder senest den 1. februar 2018 i DSB.

Per Schrøder  har efter 27 år i SAS fra sommeren 2015 og frem til nu været flyvechef hos Thomas Cook Airlines Scandinavia.

”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os at tiltrække Per Schrøder som ny driftsdirektør for DSB. Per er uhyre kompetent og har mange års erfaring med komplekse driftsopgaver og punktlighed. Kompetencer, der matcher de driftsopgaver, vi har i DSB,” siger DSB’s administrerende direktør Flemming Jensen.

Hos SAS blev Per Schrøder blandt andet kendt i sin rolle som punktlighedsgeneral, hvilket var med til at sikre, at SAS flere gange blev kåret som verdens mest punktlige flyselskab.

Et halvt flyselskab hos DSB
Med ansættelsen af Per Schrøder har Flemming Jensen samlet en ottemands ledergruppe i DSB, der består af fire tidligere SAS-chefer. Udover Flemming Jensen og Per Schrøder finder man i ledelsen også kommerciel direktør Jan Sigurdur Christensen, der fra 1999 til 2013 også var ansat i SAS, og han bestred en funktion som chef for Business Control Operations, da han forlod flyselskabet. HR-direktør i DSB er cand.jur. Tine Moe Svendsen, og hun kom til DSB i 2015 efter 14 år hos SAS. Ved afskeden med SAS var Tine Moe Svendsen chef for Industrial Relations & Compensation and Benefits.

Ikke nok med, at Flemming Jensen har udpeget en ledergruppe, hvor halvdelen igennem de senere år er kommet til fra SAS. Bestyrelsen i DSB er også blevet suppleret med en tidligere ansat i SAS, da Flemming Jensen for nylig fik selskab af en tidligere kollega fra koncernledelsen i SAS. Det er Henriette Fenger Ellekrog, der fra 2007 til 2014 var ansat i det skandinaviske flyselskab, hvoraf de seneste fem år var i en funktion som vicekoncernchef med ansvar for HR & Relations Management. Henriette Fenger Ellekrog skal dog stadig passe sit daglige job i Danske Bank som HR-koncerndirektør, da hendes rolle i DSB er en bestyrelsesopgave.

Udover de fire tidligere SAS-chefer i DSB´s ledelsesgruppe er der i det danske jernbaneselskab omkring 20 mellemledere, der tidligere har været ansat hos SAS. Hvis man således ønsker at starte et nyt luftfartsselskab helt fra bunden, vil det ikke være en dårlig idé at starte med at kigge indenfor hos DSB. Her er der nemlig en stor medarbejdergruppe, der har kompetencer inden for en lang række specialområder i luftfarten.

Den idé vækker dog ikke bifald hos DSB´s topchef.

“Det vil jeg ikke være interesseret i, for så forsvinder mange af mine gode medarbejdere, og så synes jeg, at vi har rigeligt med udfordringer i DSB,” sagde Flemming Jensen med antydning af et smil i stemmen, da CHECK-IN.dk for et par måneder siden konfronterede ham med det stigende antal af tidligere SAS-ansatte, der blev rekrutteret til DSB.

 

Relaterede artikler:

Fra fly til skinner

Kendt flyvechef forlader SAS

Flemming Jensen stopper i SAS

Punktlighed hos SAS atter i top

Punktlighed en del af kulturen hos SAS