Chicago - også kaldet "Windy City". (Foto: WOW air)

Dyr lavprisrute til Chicago

WOW air vil fra den 13. juli tilbyde lavprisflyvninger fra Keflavik til Chicago, men en prissammenligning viser, at SAS er billigere fra København end det islandske lavprisflyselskab.

Med 77 mio. årlige passagerer i 2016 var Chicago O´Hare International Airport den sjettestørste lufthavn i verden og den tredjestørste i USA kun overgået af Los Angeles International og Hartsfield-Jackson i Atlanta.

SAS har i mange år fløjet til Chicago, og det gør selskabet i dag fra København og Stockholm, mens Finnair flyver fra Helsinki. Sidste forår startede Icelandair op med en rute fra Keflavik til Chicago, og til juli følger det islandske lavprisflyselskab WOW air efter.

Den 13. juli bliver Chicago føjet til det efterhånden omfattende rutenetværk hos WOW air, når selskabet etablerer sig med fire ugentlige afgange fra Keflavik til Chicago. Det markerer samtidig, at fire nordiske flyselskaber hver uge flyver samlet 30 afgange til Chicago fra fire lufthavne i Norden.

WOW airs stifter og ejer Skuli Mogensen ser frem til at kunne tilbyde danskerne en ny feriemulighed i USA og regner med, at Chicago bliver en af sensommerens helt store favoritter.

“Chicago er en enormt spændende og kulturel by, der byder på lidt af det hele, blandt andet på musik- og teaterscenen. Som USA’s tredjestørste by er der er noget for alle, uanset om man ønsker en storbyferie med shopping, eller om man ønsker en kulturel oplevelsestur i – eller uden for storbyen,” siger Skuli Mogensen.

Dyrt lavpriskoncept
WOW air har – ligesom Norwegian – en målsætning om at sætte skub i konkurrencen på det oversøiske luftfartsmarked, og dermed give så mange som muligt råd til at rejse.

“Vi kan mærke, at danskerne har en umættelig rejselyst, når det kommer til USA. Derfor er det vores mål – og en del af vores DNA – at tilbyde flyrejser, som alle har råd til uden at skulle gå på kompromis med hverken kvalitet eller god service. Samtidig er det ingen hemmelighed, at vi ønsker at vinde større markedsandele i Danmark, og derfor vil vi fortsat optimere og udvide vores forretning – særligt når det kommer til nye, attraktive flyruter, som kunderne efterspørger – og her er de transatlantiske ruter meget populære,” forklarer Skuli Mogensen.

CHECK-IN har sat sig for at efterprøve, om WOW air nu også er så billigt som selskabets ejer påstår. Med udgangspunkt i WOW airs billigste flyvning den 6. september fra København via Keflavik til Chicago samt retur på samme rute den 14, september, har vi foretaget en direkte sammenligning med SAS.

Sammenligning WOW air vs. SAS til Chicago
Udrejse: 06. september. Hjemrejse: 14. september 2017

Ydelse WOW air Ydelse SAS
Fra København Fra København
Udrejse 12:35-14:00
15:00-16:40
Udrejse 15:40-17:40
Via Keflavik Via Nonstop
Flytype A321-200 Flytype A330-300
Rejsetid 11:05 Rejsetid 09:00
Fra Chicago Fra Chicago
Hjemrejse 17:40-05:00+1
06:30-11:45
Hjemrejse 22:05-13:20+1
Via Keflavik Via Nonstop
Flytype A321-200 Flytype A330-300
Rejsetid 11:05 Rejsetid 08:15
Samlet pris 4.666 Samlet pris 4.194

 

Sådan gjorde vi
Grundprisen hos WOW air er 999 kroner for udrejsen fra København via Keflavik til Chicago, men returrejsen løber op i 1.685 kroner. Hertil kommer der omkostninger til et stykke indchecket bagage, et stykke håndbagage samt valg af sæde på samtlige fire strækninger. Samlet løber billet og disse ekstra omkostninger op i 4.498 kroner. Hertil kommer et booking-gebyr på 168 kroner, således at den samlede billetpris med WOW air er 4.666 kroner.

Skal man så have forplejning undervejs, skal der betales for såvel mad og drikke, og denne omkostning er ikke medregnet i sammenligningen.

Hos SAS var billetprisen 2.209 på udrejsen og 1.985 kroner på hjemrejsen baseret på en billet i SAS Go. I billetprisen er inkluderet et stykke bagage på 23 kg samt et stykke håndbagage (maks. 8 kg, højde 55 cm, bredde 40 cm og dybde 23 cm) samt én håndtaske eller computertaske (højde 40 cm, bredde 30 cm og dybde 15 cm). Herudover er det også gratis at reservere et sæde fra 22 timer før afgang. Totalprisen hos SAS er dermed 4.194 kroner.

Hos SAS skal man ikke betale for forplejning. Der tilbydes en gratis tre-retters menu og en ikke alkoholisk drikkevare. Der serveres endnu et måltid før landing, og det er muligt at købe yderligere drikkevarer under flyvningen.

WOW air benytter A320-200 mellemdistancefly til atlantstrækningen mellem Island og Chicago, mens SAS benytter langdistancefly fra København. Samlet set er SAS i den aktuelle prissammenligning billigere, hurtigere og med største udbud af services.

 

Relaterede artikler:

WOW air øger på fire nordamerikanske ruter

Første direkte rute fra Norden til Pittsburgh

WOW Air udvider flyflåde

WOW air til San Francisco og Los Angeles

WOW Air-markedsføring i en gråzone