EASA vil revurdere to persons-anbefaling

Efter Germanwings-ulykken sidste år anbefalede EASA, at der altid er to personer i cockpittet. Det skaber dog nye sikkerhedsrisici, lyder det over en bred kam fra flyselskaber, organisationer, piloter og kabinepersonale.

I marts 2015 styrtede et Airbus A320-fly fra Germanwings ned i de franske Alper. Styrtet skyldtes, at flyets styrmand havde låst kaptajnen ude fra cockpittet og bevidst lod flyet styrte ned som en del af et selvmord. Umiddelbart efter styrtet kom de europæiske luftfartssikkerhedsmyndigheder, European Aviation Safety Agency (EASA), med en anbefaling til de europæiske flyselskaber om altid at have to personer i cockpittet. Så når en af piloterne skal på toilettet eller andet uden for cockpittet, så skal en stewardesse tage ophold i cockpittet.

I starten af i år iværksatte EASA en spørgeundersøgelse, hvor piloter, kabinepersonale og andre kunne komme med deres holdning til de nye anbefalinger. Opstår der nye sikkerhedsudfordringer, når der stilles krav om, at der altid skal være to personer i cockpittet? Har kabinepersonalet for meget at lave til også at tage ophold i cockpittet, når en af piloterne er på toilettet? Og bør det være et lovkrav, at der altid skal være to personer i cockpittet? Det var nogle af de spørgsmål, som EASA ville have det flyvende personale og andres holdning til.

Introducerer nye risici
Knap 3.800 myndigheder, organisationer, flyselskaber og enkeltpersoner fra 56 lande deltog i undersøgelsen. Nu har EASA fået indsamlet og behandlet besvarelserne. Og der tegner sig et ret klart billede af at EASA’s anbefaling om, at der altid skal være to personer i cockpittet, bestemt ikke er nok til at adressere de risici, der er forbundet med at et besætningsmedlem forlader cockpittet.

82 procent af de knap 3.800 respondenter er enten uenige eller meget uenige i at det er en tilstrækkelig foranstaltning. Hovedparten af respondenterne peger på, at det har en negativ indflydelse på sikkerheden og introducerer nye sikkerhedsrisici. Det vurderes også til at være ineffektivt og et pr-stunt. Mange respondenter peger i stedet på, at der er brug for forebyggelse. Det kan for eksempel være ved at flyvelæger bliver mere opmærksomme på psykiske lidelser.

Et stort flertal af deltagerne i undersøgelsen mener ikke, at det bør være et lovkrav fremover, at der altid er to personer i cockpittet. Det skaber nye sikkerhedsrisici og passer ikke til det problem, som det forsøger at løse.

EASA vil på baggrund af spørgeundersøgelsen nu reviderer sin anbefaling.

Attraktive stillinger på jorden
Den franske havarikommission kom i marts med en række anbefalinger der skal mindske risikoen for at en selvmordstruet pilot bruger et fly til at begå selvmord med. For det første hæfter havarikommissionen sig ved, at mental uarbejdsdygtighed ikke behandles på samme måde som fysisk uarbejdsdygtighed. Den foreslår derfor, at der indføres strengere mål for at afsløre potentielt usikre psykiske lidelser. For det andet bør myndighederne rutinemæssigt analysere episoder, hvor piloter bliver uarbejdsdygtige mens de flyver. Især i forhold til episoder forårsaget af psykiske problemer.

For det tredje bør det få mindre konsekvenser end i dag, når en pilot får frataget sit licens. Germanwings-piloten gik ikke til flyvelægen eller sin arbejdsgiver med oplysningerne om sin mentale helbredstilstand. Det skyldtes ifølge den franske havarikommission, at han frygtede at miste sit licens og sin indkomst. Kommissionen foreslår derfor, at flyselskaber bliver bedre til at tilbyde attraktive stillinger på jorden, som piloterne kan passe indtil de er klar til at komme i luften igen.

Nægter at tage medicin
For det fjerde bør EASA se på hvordan det sikres, at piloter på antidepressiv medicin ikke skjuler det for deres arbejdsgiver eller helt nægter at tage medicinen.

Kommissionen opfordrer desuden EASA til at sikre, at europæiske flyselskaber fremmer etableringen af såkaldte peer-støttegrupper for at give piloter, deres familier og kammerater mulighed for at rapportere og diskutere personlige og psykiske problemer, med sikkerhed for, at oplysningerne vil forblive fortrolige.

 

 

Relaterede artikler:

Seks anbefalinger efter Germanwings-styrt

Rundspørge om ‘to personer i cockpittet’ -anbefaling

EU vil registrere piloters lægejournaler

Pilot: Nye cockpit-regler er falsk tryghed

Medie: Pilot var låst ude af cockpittet før styrtet