EasyJet-fly ved Go-fingeren i København Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

EasyJet lukker tre ruter fra København

EasyJet lukker i løbet af de kommende seks måneder tre af selskabets 13 ruter fra Københavns Lufthavn.

Det britiske lavprisflyselskab easyJet kunne torsdag løfte sløret for første halvdel af sommertrafikprogrammet, der løber fra søndag den 28. marts og frem til og med den 26. juni.

Tre af de 13 ruter fra Københavns Lufthavn vender ikke tilbage, når sommertrafikprogrammet træder i kraft næste år.

Allerede den 23. oktober flyver easyJet for sidste gang på ruten mellem København og Hamborg. Ruten blev etableret i foråret 2014 samtidig med åbningen af basen i Hamborg Lufthavn. Der blev startet ud med daglige flyvninger, men i øjeblikket flyver easyJet kun tre gange om ugen på ruten. Når easyJet om kort tid lukker ned, bliver SAS dermed atter alene på ruten til den nordtyske lufthavn.

Ruten til Stansted Lufthavn ved London får heller ikke mulighed for at forsætte, hvilket også var ventet. Det britiske lavprisflyselskab indgik nemlig i 2014 en større aftale med Luton Lufthavn, hvortil hovedparten af trafikken fra København blev flyttet. EasyJet valgte dog at beholde to ugentlige afgange, henholdsvis fredag og mandag på Stansted-ruten, men nu er det endegyldigt slut.

Den 2. november flyves der for sidste gang fra København til London-Stansted, hvilken betyder, at ruten er ubetjent, da Ryanair også flyver til Luton, mens Norwegian flyver til Gatwick Lufthavn og SAS og British Airways til Heathrow Lufthavn.

Fordobler hverdagsafgange til Luton
De to rutelukninger fra vintertrafikprogrammets start følges op af endnu en rutelukning. Den finder sted den 7. februar, hvor easyJet sidste gang flyver fra København til Rom. Her er årsagen, at easyJet har valgt at lukke basen i den italienske hovedstad, og der skal være en baselufthavn i den ene ende af ruten for at det kan give mening for easyJet at fortsætte ruten.

Selvom easyjet lukker tre ruter ned, er det ikke udtryk for, at flyselskabet skærer ned på aktiviteterne i København. Der flyttes i stedet om på kapaciteten, således at der reelt bliver udbudt flere flysæder i det kommende sommertrafikprogram.

Eksempelvis bliver antallet af hverdagsafgange på Luton-ruten fordoblet fra de nuværende to til i alt fire afgange i hver retning, mens der flyves tre gange på lørdage og søndag. Det betyder en ugentlig vækst i antallet af afgange fra 14 til 26, hvilket svarer præcist til, hvad der bliver skåret væk ved lukningen af ruterne til Stansted, Hamborg og Rom.

Udover flere udbudte flysæder til Stansted vil der også blive øget til Berlin Geneve og Paris med samlet syv daglige afgange. Til gengæld reduceres der på Bristol fra tre til to ugentlige afgange.

De 10 tilbageværende easyJet-ruter går til Basel, Berlin, Bristol, Edinburgh, Geneve, London-Gatwick, London-Luton, Manchester, Milano-Malpensa og Paris-CDG.

Samlet set vil kapaciteten fra København blive øget med omkring 2.000 sæder om ugen i sommertrafikprogrammet 2016. Sidste år transporterede easyJet 1.535.058 passagerer til og fra CPH, hvormed selskabet var den tredjestørste operatør efter SAS og Norwegian.

Foto: Morten Lund Madsen