(Foto: Andre Wadman / Wikimedia Commons)

El Al lancerer nyt lavprisflyselskab

Europæiske flyselskaber har fået nemmere ved at etablere ruter til Israel. Det svarer El Al igen på ved at etablere lavprisselskab.

SAS forsøgte sig med Snowflake, Lufthansa har Germanwings, Air France-KLM har Transavia og Iberia har Iberia Express. Og nu er det så israelske El Al, der har besluttet at etablere et lavprisselskab.

Det nye selskab med navnet UP skal gå i luften 30. marts næste år og vil tilbyde op til 11 ugentlige flyvninger fra Tel Aviv til Berlin, Prag, Kiev og Budapest, og op til 6 ugentlige Larnaca-flyvninger.

“Jeg er overbevist om, at dette skridt vil forbedre vores konkurrencedygtighed, udvide vores kunderækkevidde og tilbyde flyvninger til lavere omkostninger,” siger El Al’s øverste direktør Eliezer Shakedi.

Sjette easyJet-rute
Annonceringen af planerne om at etablere et nyt lavprisselskab kommer kun en uge efter at easyJet offentliggjorde planer om at åbne sin sjette rute til Tel Aviv. Det bliver fra Berlin.

El Al protesterede tidligere på året kraftigt mod den ”Open Skies”-aftale mellem Israel og EU, som vil gøre det lettere for europæiske selskaber at flyve til og fra Israel. SAS flyver i dag fra København og Stockholm til Tel Aviv.

Det israelske luftfartsselskab opererer en ren Boeing-flåde på i alt 37 fly af typerne Boeing 737, 747, 767 og 777.

Foto: Andre Wadman / Wikimedia Commons