Esbjerg-indenrigsrute i luften til marts

Den 2. marts næste år åbner en ny indenrigsrute mellem Esbjerg og København med 21 ugentlige returflyvninger.

Efter mere end 15 år uden indenrigsflyvning mellem Esbjerg og København bliver det næste år igen muligt at komme ad luftvejen mellem de to byer. Det sker når selskabet ES-air 2. marts planlægger at gå i luften med 21 ugentlige returflyvninger – fire rotationer på alle hverdage samt én søndagsrotation.

Efter flere års tilløb gik selskabet torsdag eftermiddag i luften med hjemmesiden es-air.dk og forventer at starte billetsalget inden nytår. ES-air vil tage mellem 550 og 1550 kroner for en enkeltbillet.

Der bliver på hverdage tale om to morgenrotationer og to aftenrotationer. Der flyves således fra København kl. 06.00, 08.30, 17.15 og klokken 20.45. Fra Esbjerg flyves der kl. 07.15, 09.40, 18.30 og 21.50. En tidsplan, der gør det muligt for forretningsrejsende fra både Esbjerg og København at have en hel arbejdsdag i den anden by. På søndage flyves fra København kl. 15.55 og fra Esbjerg kl. 17.05.

Fra Kolding
Med motorvej lige til døren i Esbjerg Lufthavn, gratis parkering og en mødetid på 15 minutter før afgang, så håber ES-air at kunne tiltrække passagerer helt fra Kolding-området. De skal i dag ad landeveje til Billund, hvor parkering koster penge og ofte foregår langt væk fra sikkerhedskontrol og gate.

Bag ES-air står seks lokale Esbjerg-virksomheder, der vil drive ruten i tæt samarbejde med den kommunale Esbjerg Lufthavn, der skal stå for billetsalget, og flyselskabet Jet Time. ES-air selv er nemlig et såkaldt virtuelt flyselskab. Det har ingen driftstilladelse og ingen fly. Det bliver derfor Jet Time der kommer til at betjene ruten med et af sine 66-sæders ATR72-500 fly. Flyvetiden er beregnet til 50 minutter.

Kunstigt åndedræt
I dansk indenrigsflyvnings guldalder, før Storebæltsforbindelsen, var Esbjerg en af Maersk Airs vigtigste ruter. Men sammen med Skrydstrup / Vojens og Odense måtte Esbjerg-ruten lade livet, da betalingsanlæggene i Halsskov slog bommene op i 1998. Cimber Air forsøgte sig dog kortvarigt i 1999 at give ruten kunstigt åndedræt. Men det blev opgivet igen trods 60.000 passagerer årligt.

Arbejdet med at genetablere flyforbindelsen mellem Esbjerg og København har stået på i flere år. Oprindeligt arbejdede initiativtagerne med en plan om at få et flyselskab til at gå ind på ruten og stå for drift, billetsalg og markedsføring sammen med selskabets øvrige ruter. Noget Sun-Air længe var lun på at gøre. Men i januar sidste år valgte selskabet at springe fra og i stedet bruge sin energi på at etablere udenrigsruter fra jyske lufthavne.