Esbjerg: Ingen drømme om Ryanair eller charter

I Esbjerg Lufthavn drømmer den nye lufthavnschef ikke om at få Ryanair tilbage, ligesom charterflyvning og en indenrigsrute heller ikke står højt på agendaen. Hun vil fokusere på helikoptertrafik og Amsterdam-rute.

Fra 2000 til 2007 landede det kontroversielle irske lavprisselskab Ryanairs Boeing 737-fly regelmæssigt i Esbjerg Lufthavn. Men det kommer ikke til at gentage sig. I hvert fald ikke hvis den kommunalt ejede lufthavns nye chef, Anette Bendixen. Heller ikke charterrejsearrangørerne er nogle som den nye chef vil bejle til.

”Hvis de gerne vil flyve fra Esbjerg, så skal de være velkomne. Men det er ikke noget vi selv vil opsøge,” forklarer Anette Bendixen til CHECK-IN.dk.

Nordeuropæisk energimetropol
Hun vil i stedet fastholde lufthavnens fokus på offshore-trafikken til og fra oliefelter og havmølleparkerne i Nordsøen. 95 procent af lufthavnens trafik er helikopterflyvninger og de sidste fem procent er primært ruteflyvninger til og fra oliebyer som Aberdeen og Stavanger.

”Vi kører videre med den strategiplan, som vi lavede i 2012. Den handler om at blive endnu bedre til offshore og understøtte Esbjergs arbejde med at etablere sig som en dansk og nordeuropæisk energimetropol,” understreger Anette Bendixen.

Sprang fra
For godt et år siden var lufthavnen et mulehår fra at sikre sig en indenrigsrute til København. Men danske Sun-Air sprang fra to minutter i 12 og Anette Bendixen har ikke den store tiltro til, at en indenrigsrute bliver en realitet lige foreløbig.

”Vi vil rigtig gerne have en rute til København, og vi har ikke opgivet håbet endnu. Men det er desværre sådan, at luftfartsselskaber i dag gerne vil have at en rute tjener penge fra dag 1. Og som kommunalt ejet lufthavn kan vi ikke give støtte til at etablere ruten,” pointerer Anette Bendixen.

I stedet for at have blikket rettet østover mod den danske hovedstad og SAS’ trafikknudepunkt i Københavns Lufthavn, så har Anette Bendixen blikket rettet mod sydvest hvad angår drømmene om nye ruter.

”Man kunne måske godt forestille sig ruter til England eller Amsterdam. Det er jo et stort trafikknudepunkt, som det kunne være interessant at blive forbundet med,” siger Anette Bendixen.

Bare komme an
Endelig kigger den nye lufthavnschef på muligheden for at entrere markedet for tung luftfragt, hvor ting flyves fra a til b.

”Vi har faciliteterne på plads, så interesserede kan bare komme an,” siger Anette Bendixen.

Anette Bendixen var tidligere vicelufthavnschef i Esbjerg og blev fungerende lufthavnschef da Peter Bay tidligere i år forlod lufthavnen. Og nu er ”fungerende” så blevet fjernet fra visitkortet efter en rekrutteringsproces, hvor hele 27 personer havde søgt jobbet som lufthavnschef.