Norwegian Boeing 737-800 i Billund Lufthavn. (Foto: Norwegian/PR)

Europæisk Kulturhovedstad får hjælp fra Billund Lufthavn

Mange turister ventes i år at besøge Aarhus, der er Europæisk Kulturhovedstad. Hovedparten af de udenlandske rejsende ventes at flyve ind til Billund Lufthavn.

Lørdag den 21. januar er den officielle åbning på AARHUS 2017 – European Capital of Culture, der dækker over året, hvor Aarhus sammen med resten af Region Midtjylland er udpeget til officiel europæisk kulturhovedstad.

En begivenhed der ventes at tiltrække mange turister fra ind- og udland til de mange kulturbegivenheder i Danmarks næststørste by og resten af regionen. Et stort antal besøgende stiller også krav til infrastrukturen. Det er ganske let at komme til Aarhus fra resten af landet med bil, tog, færge eller fly. Fra udlandet er det en anden sag, da Aarhus Lufthavn i dag blot har fire helårsruter fra henholdsvis London, Stockholm, Gøteborg og Oslo. Herudover er der en ny rute på vej fra Prag med opstart den 11. maj i år.

Derfor har det været nødvendigt for sekretariatet bag Europæisk Kulturhovedstad at alliere sig med Billund Lufthavn, så turisterne kan komme ind til Aarhus via de mange udenrigsruter, der er tilgængelige til Billund.

“Jeg tror, at turisterne primært ønsker at flyve på en direkte rute for at komme til den destination de skal besøge. En turistdestination bliver hurtigt sorteret fra, hvis man skal skifte fly undervejs. Mange kan vælge Norwegian og Ryanairs direkte ruter til Billund, og derfra tage bussen til Aarhus,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Europæisk Kulturhovedstad har da også fået øje på, hvilken betydning Billund Lufthavn har for tilgængeligheden til byen Aarhus. På den officielle hjemmeside for kulturbegivenheden finder man et afsnit, hvor man kan planlægge sit besøg i byen. Her står Aarhus Lufthavn øverst efterfulgt af Billund Lufthavn og herefter Midtjyllands Lufthavn (Karup, red.) og Aalborg Lufthavn.

Reklamer i lufthavnen
Men Billund Lufthavn stiller ikke alene flyforbindelser til rådighed for den prestigefyldte kulturbegivenhed i Aarhus og Region Midtjylland. Lufthavnen har også indgået et tæt samarbejde med arrangørerne bag AARHUS 2017, således at ankommende rejsende i Billund Lufthavn vil få øjnene op for den store attraktion nordpå.

“Vi har et rigtig fint samarbejde med sekretariatet for Europæisk Kulturhovedstad og VisitAarhus, hvor vi sammen med dem gør opmærksom på kulturhovedstadsprojektet. Vi betragter os selv som et stykke infrastruktur i relation til Aarhus, og vi vil i ankomstområdet via store bannere gøre opmærksom på, at vi er en del af projektet omkring Europæisk Kulturhovedstad,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

I Aarhus Lufthavn forventer man også, at AARHUS 2017 vil bringe flere rejsende til og fra lufthavnen.

“Vi ved, at der kommer en del flere turister, der vil flyve ind til de mange begivenheder. Vi forventer at kunne se noget større trafik på weekendproduktet på indenrigsruten fra København,” siger administrerende direktør Peter Høgsberg fra Aarhus Lufthavn.

Derimod er der ikke planer om en større markedsføringsindsats for at gøre opmærksom på kulturhovedstadsprojektet.

“Vi har allerede fortalt det på Facebook og i de nyhedsbreve vi sender ud,” siger lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Aarhus får ny rute til Prag

Jet Time-krise koster Aarhus-rute livet

Indenrigsaktører åbne overfor fondsidé

Billund: Plads til flere jyske udenrigsruter

70 jyske flyruter til fem millioner passagerer