(Foto: Morten Lund Madsen)

Fagforening: Norwegian chikanerer os

En spansk fagforening anklager Norwegian for at chikanere valget af tillidsrepræsentanter blandt personalet på selskabets seks spanske baser.

Norwegian er kommet på kollisionskurs med den spanske fagforening Union Sindical Obrera (USO) over valg af tillidsrepræsentanter for de 675 ansatte på Norwegians seks spanske baser.

USO beskylder Norwegian for bevidst at obstruere valget af tillidsrepræsentanter for piloter og kabinepersonale. I dag er der ingen tillidsfolk på de seks baser i Malaga, Madrid, Barcelona, Tenerife, Alicante og Las Palmas.

På basen i Malaga forsøgte USO og medarbejderne fornylig at gennemføre et valg af repræsentanter til et form for medarbejderråd, der ville kunne tale de ansattes sag overfor Norwegian-ledelsen på basen. Det var dog ikke muligt at gennemføre valget. Og det skyldes ifølge UFO chikane fra Norwegians side.

For det første lagde Norwegian afstemningen på en søndag, hvor spidskandidaten var sat til at arbejde. For det andet blev afstemningen aflyst mindre end 24 timer før. Begrundelsen fra Norwegian var ifølge USO, at en anden unavngiven fagforening også ville stille kandidater op til valg.

Mangel på respekt
USO beskylder også Norwegians chefer på basen i Malaga for bevidst at have ødelagt stemmeboksen. I den spanske fagforenings optik, så minder Norwegians metoder meget om metoderne hos lavprisselskabet Ryanair.

”Uanset hvor velkendte skandinaviske virksomheder er for at respektere arbejdstagernes rettigheder, så er vi i dette tilfælde stødt på en virksomhed, som følger den gule og blå sti af ikke blot lave omkostninger, men også mangel på respekt for organisationsfrihed,” skriver USO i en pressemeddelelse.

Den blå og gule sti er en henvisning til Ryanair og selskabet blå og gule fly.

Frugtbart forhold
Hos Norwegian ser man helt anderledes på tingene.

“USO’s påstande er urigtige og spekulative. Deres pressemeddelelse indeholder en række forskellige krav, som søger at formidle det indtryk, at Norwegian har en fagforeningsfjendtlig holdning i Spanien. Intet kunne være længere væk fra sandheden,“ siger Alfons Claver, informationschef for Norwegian i Spanien, og fortsætter:

“Overordnet set forhindrer Norwegian ikke fagforeningsarbejde. Tværtimod har selskabet altid engageret sig i et frugtbart og konstruktivt forhold med sine medarbejdere i Spanien og andre steder,“ understreger Alfons Claver.

Langt hovedparten af Norwegians ruter til og fra Spanien opereres med fly og personale fra de seks spanske baser.

Foto: Morten Lund Madsen.