Feststemning på femårsdag for Cimber-konkurs

Bornholms Lufthavn og DAT fejrer i morgen, at det er fem år siden, at Bornholmerflyet kom til verden samme dag som Cimber Sterling gik konkurs.

Et ordsprog lyder, at den enes død, er den andens brød. Og det er lige præcis hvad har været tilfældet på Bornholm. For da Cimber Sterling den 3. maj 2012 gik konkurs, så rykkede Danish Air Transport (DAT) lynhurtigt ind og overtog ruten mellem Bornholm og København. Derfor kan DAT i morgen fejre fem års jubilæum på ruten, som er en central livline mellem solskinsøen og resten af Danmark.

Jubilæet markeres med kagemand og kaffe til alle, der møder frem i lufthavnen mellem klokken 13 og klokken 15. Desuden vil et lokalt bornholmsk jazzband sørge for feststemning og der vil blive afholdt små konkurrencer for både børn og voksne.

Hurtigt indfriet mål
Efter at Cimber Sterling blev erklæret konkurs om morgenen, gjorde DAT sig klar til en hurtig overtagelse af ruten mellem Bornholm og København. Allerede samme aften blev de første fly sendt afsted. DAT startede med at flyve et reduceret program, men allerede et par dage efter rutens opstart blev der fløjet seks afgange på hverdage og fire afgange både lørdag og søndag.

”Vi havde meget kort tid til at planlægge opstarten, men DAT havde tidligere fløjet fra Bornholm til København. Bornholmerne var derfor godt kendte med DAT, hvilket helt klart var en fordel, så vi kom rigtig godt fra start,” siger Jesper Rungholm og fortsætter:

”Kort tid efter lancerede vi Bornholmerflyet og oprettede et salgs- og callcenter i lufthavnen på Bornholm. Derudover fik vi lavet en dedikeret hjemmeside og Facebook side til ruten. Og dernæst etablerede vi brugerrådet, som kunne komme med input til produkter og rutetider.”

Fra starten af gik passagerantallet frem, og hurtigt fik DAT indfriet de mål, de havde sat op.

”Vores første passagermål var 200.000 passagerer, og dette tal nåede vi i 2013. I dag har vi lidt over 250.000 passagerer på ruten, og vi flyver 101 afgange i ugen. Siden opstarten i 2012 har vi haft 30.000 start og landinger og 75 aflysninger. Vi har hele tiden arbejdet på at levere et stabilt produkt,
og vores punktlighed på ruten har i gennemsnit været 95 % siden 2014,” siger Jesper Rungholm.

Seks forskellige selskaber
I Bornholms Lufthavns mere end 76 år lange historier har seks forskellige flyselskaber befløjet ruten mellem København og Bornholm. Først var Det Danske Luftfartsselskab fra 1940 frem til 1982, hvor Maersk Air tog over. De gav i 2002 stafetten videre til Cimber Air, efter at have fløjet med underskud i flere år. I 2005 tog Danish Air Transport kampen op mod Cimber Air, men lukkede ned igen efter et par år.

I 2009 startede en række bornholmske virksomheder sammen med et svensk flyselskab Wings of Bornholm, der dog kun holdt sig flyvende i otte måneder frem til april 2010. I sommeren 2010 fløj Norwegian i knap fem måneder på ruten med Boeing 737-fly. Det betød, at der i omkring en måned i foråret 2010 var hele tre operatører på ruten. Cimber Sterling, Wings of Bornholm samt Norwegian.

I 2012 vendte Danish Air Transport så tilbage, da Cimber Sterling måtte dreje nøglen om. DAT har desuden etableret to sommerruter fra Bornholm til Billund og Aalborg. Billund-ruten har et par år på bagen, mens Aalborg-ruten åbner til sommer.

 

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn får indenrigsrute til Bornholm

DAT etablerer sommerrute fra Bornholm til Billund

75 år med lufthavn på klippeøen

DAT vil tættere på bornholmerne med nyt brand

DAT starter ruter til Sønderborg og Bornholm i aften

Indenrigsflyselskab må lukke

Bornholm flyselskab på vingerne til august