Finnair først i Heathrow med A350

Finnair indsætter Airbus A350 mellem Helsinki og London for at gøre det mere attraktivt at rejse til Asien via Helsinki. Finnair bliver først med A350 i London Heathrow.

Når man har et stærkt kort på hånden, så gælder det om at spille det klogt. Og et stærkt kort, det er hvad Finnair har. Selskabet er nemlig indtil videre det eneste europæiske flyselskab, der har det nye Airbus A350XWB-fly i sin flåde. Det får det finske flyselskabs passagerer glæde af på flere af Finnairs Asien-ruter.

Nu spiller Finnair imidlertid også kortet på bordet på sin intraeuropæiske rute mellem Helsinki og London Heathrow. Fra den 5. oktober vil returflyvningen AY831/832 nemlig blive betjent med den nye flytype, der erstatter Airbus A320.

Hele vejen med A350
Flyskiftet betyder, at Finnair bliver det eneste flyselskab i verden, der bruger Airbus A350 til og fra London Heathrow. Flyselskabet håber at det kan være med til at gøre det mere attraktivt at flyve mellem London og Asien via Helsinki. I adskillige tilfælde bliver det ligefrem muligt at flyve hele vejen med Airbus A350.

Således kommer flere af Finnairs Asien-fly ind til Helsinki tidligt om morgenen inden Airbus A350’eren klokken 08.00 på mandage, onsdage, torsdage, fredage og søndage letter fra Helsinki og ankommer til London Heathrow kl. 09.10. En time og 10 minutter senere går turen tilbage mod Helsinki, hvor det sætter hjulene ned kl. 15.15.

Det giver transferpassagererne mulighed for lige at runde loungen inden bølgen af Asien-flyvninger starter kl. 16.30 til den japanske by Fukuoka, som Finnair netop er begyndt at flyve til fire gange om ugen. Kl. 17.00 tager det for alvor fart med hele syv Asien-afgange de næste 35 minutter. Heraf tre afgange betjent med Airbus A350-fly.

Til Singapore
Finnair har indtil videre fået leveret seks ud af i alt 19 bestilte Airbus A350’ere. Selskabet bruger i dag flyet på ruter fra Helsinki til Bangkok, Shanghai, Hong Kong, Beijing og Seoul. Til oktober indsættes flytypen på selskabets rute til Singapore.

Udover Finnair benytter Qatar Airways, Vietnam Airlines, LATAM Brasil, Singapore Airlines, Cathay Pacific og Ethiopian Airlines Airbus A350XWB-flyet.

 

 

Relaterede artikler:

Finnair bruger A350-900 til charterflyvning

Finnair vil sætte yderligere fart på væksten

Finnair ramt af leveringsproblemer