Finnair: Ingen forhandlinger med IAG

Finnair var torsdag nødt til at rykke ud med en fondsbørsmeddelelse i kølvandet på rygter om, at IAG forhandlede med det finske flyselskab om et opkøb.

Båndene er særdeles tætte mellem British Airways og Finnair, der begge er medlemmer af Oneworld-alliancen.

Torsdag opstod der rygter i den finske presse om, at International Airlines Group (IAG), der er moderselskab for British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus, var i forhandlinger om at overtage en ejerpost i det finske flyselskab.

Kilden var online-udgaven af den finske avis Kauppalehti, der citerede en kilde i IAG for at vide, at forhandlingerne mellem IAG og Finnair var fremskredne, og at der snart ville komme officielle nyheder i markedet om Finnairs ejerforhold.

Rygterne fik straks kursen på Finnairs aktier til at stige, hvilket tvang det finske flyselskab til at udsende en fondsbørsmeddelelse.

“Finnair har noteret sig, at der har været spekulationer i medierne i dag om et potentielt bud på Finnair fra British Airways eller IAG. Finnair deltager ikke – og er ikke bekendt med at selskabets aktionærer deltager i sådanne forhandlinger,“ lød det i fondsbørsmeddelelsen.

Staten vil reducere ejerandelen
Den finske stat ejer 55,8 procent af aktierne i Finnair, mens den resterende del handles på fondsbørsen i Helsinki. Siden 2012 har den finske stat flere gange erklæret sig villig til at reducere ejerandelen til under 50 procent, hvis den rette køber viste sig.

Hvorvidt IAG eller British Airways således forhandler med den finske stat skal være usagt, men IAG har flere gange givet udtryk for, at man aktivt vil deltage i bestræbelserne på at konsolidere inden for luftfartssektoren, hvilket overtagelsen af Vueling og senest Aer Lingus har bevist.

Finnair arbejder tæt sammen med IAG-selskaberne British Airways og Iberia samt American Airlines i den såkaldte Atlantic Joint Business (AJB). Det er et joint-venture samarbejde for flyvning over Atlanten, hvor samtlige indtægter og udgifter deles i forhold til de enkelte selskabers andel af produktionen.

Samme model findes i Sibierian Joint Business (SJB), hvor Finnair er sammen med British Airways og Japan Airlines om et joint-venture samarbejde.

Finnairs aktier lukkede torsdag med en kursstigning på 4,18 procent efter medierygterne om interessen fra IAG.