Finnair viser A350-indretning frem

Finnair løfter nu sløret for indretningen af sine nye Airbus A350XWB-fly, som indsættes om godt et år på ruter til Kina og Thailand.

Finnair bliver næste år det første europæiske flyselskab til at modtage den helt nye Airbus A350XWB, der er europæernes modsvar til Boeings 787 Dreamliner.

Selvom de første fly først forventes i drift i andet halvår af 2015, så løfter Finnair allerede nu sløret for hvad der venter selskabets passagerer ombord på de nye fly.

Finnair har valgt det finske indretningsfirma dsign Vertti Kivi & Co til at stå for indretningen af kabinen. Firmaet har fornylig stået for indretningen af Finnairs nye Premium Lounge i Helsinki Lufthavn.

“Vi har arbejdet hårdt for at skabe en særlig kundeoplevelse ombord på de nye A350XWB-fly og er stolte af at bringe finsk design til Finnairs passagerer,“ siger designeren Vertti Kivi.

Indhyllet i orange toner
Muligheden for at ændre LED-belysningen i kabinen er noget af det, som Finnair kommer til at benytte sig meget af.

“Vores Space Alive koncept betyder dynamisk belysning, farver og stemninger, der passer til tidspunktet på dagen, destination eller sæson. For eksempel kan flyets kabine være indhyllet i varme orange toner, når det lander i Asien. Eller interiøret kan gløde i friske blå nuancer når flyet ankommer i Helsinki,“ forklarer Vertti Kivi.

XWB-betegnelsen til sidst i den nye flytypes navn står for ”eXtra Wide Body” og signalerer, ikke overraskende, at flyets krop bliver ekstra bred. Sammen med store panoramavinduer skal det gerne give en fornemmelse af en mere rummelig kabine end vi kender det i dag på andre langdistancefly.

Forskellige temperaturer
Airbus A350 er udstyret med et avanceret ren luft-filtreringssystem, der ændrer luften i kabinen for hver to til tre minutter. Muligheden for at have flere forskellige temperaturzoner og et lavere kabinetryk vil også være med til at forbedre trivslen for passagerer og besætning. Alle Finnairs Airbus A350-fly vil også blive udstyret med Wi-Fi for større passagernydelse og tilslutningsmuligheder.

Finnairs sædekonfiguration med 297 sæder omfatter 46 pladser i Business Class i et 1-2-1 layout, som sikrer direkte adgang til midtergangen for alle Business Class passagerer.

De såkaldte Cirrus III business class-sæder kan konverteres til flade senge. Pladserne på Business Class er også udstyret med 16 tommer store touch-screen skærme og 220 volt- og USB-strømudtag.

Economy Class indrettes med Zodiac Z300 slimline-sæder i et 3-3-3 layout med 31 tommers benplads til hver passager. De 43 forreste sæder i økonomiklasse-kabinen bliver Economy Comfort-sæder med fire tommer ekstra benplads, nakkestøtter og lignende. Alle sæder på Economy Class får en 11 tommer stor touch screen foran sig samt USB-strømudtag i sædet.

Rygraden i fremtiden
Finnair starter med at indsætte de nye fly på selskabets ruter fra Helsinki til Beijing, Shanghai og Bangkok i andet halvår næste år. I 2016 skal Hong Kong og Singapore også beflyves med Airbus A350. Og flytypen skal være rygraden i Finnairs langdistanceoperation i fremtiden. Selskabet har købt 11 eksemplarer og fået option på yderligere otte.

Ifølge Airbus, så har Airbus A350XWB et brændstofforbrug, der er 25 procent lavere end eksisterende flytypers forbrug. Efter planen skal Qatar Airways modtage de første Airbus A350XWB-fly sidst på året.