Flere hundrede måtte fejre juleaften i Paris-CDG

Det europæiske luftfartskaos bevægede sig juleaftensdag fra London til Paris. Omkring 2.000 passagerer måtte evakueres p.g.a. store snemængder på taget af Terminal 2E i CDG. Samtidig løb lufthavnen tør for de-icing væske og måtte aflyse omkring 400 flyafgange. Flere hundrede passagerer måtte fejre juleaften i den franske hovedstadslufthavn.

Sjældent har jule-flytrafikken været ramt af større uregelmæssigheder end det var tilfældet i sidste uge.

London Heathrow Airport måtte gennemleve et par kaotiske dage, hvor lufthavnen mere eller mindre var lukket. Det skete samtidig med, at andre større europæiske lufthavne i Frankfurt og Paris også havde store problemer med vintervejret.

Juleaftensdag var puklen i London Heathrow ved at være afviklet. Men i stedet flyttede problemerne til Paris-Charles de Gaulle lufthavnen. Her løb lufthavnen tør for de-icing væske fredag formiddag, hvilket betød aflysning af omkring 400 flyafgange. Flyene kom først på vingerne igen, da friske forsyninger af de-icing væske ankom fra Tyskland og USA.

Men ikke nok med det. Sneen havde lagt sig som et tykt lag på taget af Terminal 2E. Netop taget på denne terminal kollapsede kort efter terminalens indvielse i 2004 og dræbte fire mennesker. Derfor tog lufthavnsmyndighederne ingen chancer og evakuerede juleaftensdag omkring 2.000 passagerer fra terminalområdet, indtil taget var blevet ryddet for sne.

Selvom det lykkedes at få en lang række fly på vingerne i løbet af juleaftensdag måtte flere hundrede passagerer alligevel fejre juleaften i lufthavnen. En katolsk julemesse blev hastigt improviseret, ligesom lufthavnen fremskaffede en julemand til at underholdede mange børnblandt de strandede passagerer.

Også i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles måtte et par hundrede passagerer fejre juleaften, mens lufthavnen i Düsseldorf nåede af få afviklet sin pukkel af ventende passagerer, således at det ikke blev nødvendigt at have overnattende gæster i lufthavnen julenat.

Foto: Terminal 2E i CDG måtte juleaftensdag evakueres på grund af store snemængder på taget af terminalen.