Flere sæder i A380

Airbus vil presse yderligere 14 sæder ind i A380´erne, så der bliver plads til 543 passagerer i en fire-klasses konfiguration.

Airbus pusler med planer om at gøre det muligt for flyselskaberne, at få plads til endnu flere passagerer i Airbus A380-800 flyet.

I dag har dobbeltdækkerflyet maksimalt plads til 529 passagerer i et traditionelt fire-klasses layout med first class, business class, premium economy og economy. Men det vil Airbus nu ændre på, rapporterer Air Transport World.

Nyt trappedesign
Ved en stor messe for flyinteriør i Hamburg fortalte Airbus således, at man ser på muligheden for at skaffe plads til yderligere 14 economy-sæder, så flyselskabet i alt vil kunne proppe 543 passagerer fordelt på fire klasser ind i det store fly.

Det er et nyt design af trappen bagerst i flyet, som gerne skulle skabe plads til de ekstra sæder og til ekstra trolleyvogne. I dag er det en vindeltrappe. Ved at gøre trappen mere firkantet, kan der skabes ledige kvadratmeter.

Airbus forventer at kunne tilbyde det nye trappedesign og de ekstra sæder fra 2018 i både nye A380-800’ere og som retrofit på eksisterende fly.

En længere version
Det Dubai-baserede flyselskab Emirates, der er verdens suverænt største operatør af Airbus A380, har gennem længere tid presset på for at Airbus skulle lave en længere Airbus A380, så man kunne få plads til endnu flere passagerer. Airbus kiggede gennem flere år på muligheden for at lave en større Airbus A380-900 med 100 flere sæder i et fire-klasses layout.

Svagt salg af den eksisterende A380-800 fik Airbus til at skrinlægge -900 projektet. Sidste år oplyste Airbus dog, at planerne om en A380-900 er taget op af skuffen igen. Dog kun med 50 sæder mere end i -800 versionen. Det kunne kombineres med en motoropgradering.

Mellem Dubai og København
Som det eneste selskab i verden har Emirates indrettet nogle af sine A380-800’ere i en særlig to-klasses udgave kun med business class og economy class. Det giver plads til i alt 615 passagerer. Det er den version, som selskabet siden 1. december sidste år har anvendt på sin rute mellem Dubai og København, da der ikke er det store salg i first class til og fra København.

Airbus A380 vil i en ren economy class-version have plads til mere end 800 passagerer.

Econony class-kabine på Airbus A380-800 fly fra Emirates.

 

 

Læs også:

Air France annullerer Airbus A380-fly

Airbus holder igen med endnu større A380