Flertal vil lukke Stockholm-lufthavn

Et flertal på 53 blandt 101 medlemmer af bystyret i Stockholm er nået til enighed om, at Bromma-lufthavnen skal være lukket og erstattet af et nyt byudviklingsområde senest i år 2022.

Den svenske hovedstad Stockholm har i dag fire lufthavne, der sikrer flybetjening til storbyen og dens omkringliggende områder. Men snart kan der være en lufthavn mindre, idet et flertal hos bystyret i Stockholm ønsker at afvikle Bromma Lufthavn, der ligger midt i byen.

Den besked blev givet til offentligheden ved et pressemøde tidligere på ugen. Det er den rød-grønne koalition i bystyret, der i fællesskab er nået til enighed omkring afviklingen af city-lufthavnen.

“Hvis forhandlingerne viser, at Bromma Lufthavn kan afvikles uden at få betydning for jobs og udvikling i regionen, skal byen arbejde for, at området hver Bromma Lufthavn i dag ligger, senest i 2022 skal være omdannet til byudviklingsområder med boliger,“ hedder det ifølge Svenska Dagbladet i aftalen mellem de rød-grønne partier.

Det er Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Venstrepariet (tidligere Sveriges Kommunistiske Parti, red.) og Feministisk Initiativ, der er nået til enighed omkring aftalen. Tilsammen sidder de fire partier på 53 af de 101 mandater i det stockholmske bystyre.

Selvom der er et bypolitisk flertal for at lukke Stockholm-lufthavnen, er det formentlig ikke nok. Lukningen af Bromma vil kræve en accept fra den svenske regering, og her er der angiveligt et flertal for at bevare city-lufthavnen i den svenske hovedstad.

Sveriges tredjestørste lufthavn
Bromma Lufthavn havde i 2013 næsten 2,3 mio. rejsende og rangerer derfor som Sveriges tredjestørste lufthavn. Udover Bromma betjenes den svenske hovedstad af Arlanda Lufthavn (20,7 mio.), Skavsta Lufthavn (2,1 mio.) samt Västerås (0,2 mio.).

Bromma Lufthavn blev indviet i 1936 af Kong Gustav V og var dengang den første lufthavn i Europa med et fast underlag. Da Arlanda Lufthavn gradvist åbnede fra 1960 til 1962 blev samtlige internationale ruter overflyttet til den nye lufthavn, og i 1983 fulgte også indenrigsruterne efter.

Igennem de senere år har lufthavnen udelukkende været benyttet af operatører med fly, der er af støjmiljøhensyn er godkendt til at lande i lufthavnen. Det skyldes, at lufthavnen er placeret i et byområde blot otte kilometer fra det centrale Stockholm,

En håndfuld flyselskaber betjener i dag en række indenrigs- og regionale ruter. Der er tale om Sverigeflyg, Malmö Aviation, Nextjet, BMI Regional, Brussels Airlines, Estonian Air og danske Sun-Air of Scandinavia. Netop Sun-Air flyver direkte mellem Aarhus Lufthavn og Stockholm-Bromma.