SAS-fly i Stockholm Arlanda Lufthavn (Foto: Peter Phillips)

Flot langdistancesommer sluttede brat

SAS har netop fremhævet selskabets tårnhøje regularitet på langdistanceflyene i sommer. Men hovmod stod for fald, da en teknisk fejl de sidste par dage ramte omkring 700 passagerer.

For to år siden havde SAS en mareridtssommer med massive aflysninger og forsinkelser på selskabets langdistanceruter.

Anderledes ser det ud i denne sommer, hvor SAS har haft en tårnhøj regularitet, idet der overhovedet ikke har været aflysninger på langdistanceruterne.

Det faktum valgte SAS-koncernchefen Rickard Gustafson at fremhæve, da han i sidste uge præsenterede trafiktallene for juli måned.

“Det er glædeligt, at så mange vælger at rejse med SAS. Vort serviceniveau og vores regularitet har været meget god i juli måned. Vi har ikke aflyst en eneste langdistanceflyvning, hvilket værdsættes af vores kunder,“ udtalte koncernchefen i en pressemeddelelse.

Udover at glæde sig over den flotte præstation, lå der også en skjult hentydning til konkurrenten Norwegian, der har haft massive problemer med langdistanceflyvningerne i denne sommer.

Op imod 700 passagerer berørt af teknisk fejl
Men hovmod stod for fald, da SAS i søndags måtte opgive at gennemføre en flyvning fra København til Chicago.

Et Airbus A340-fly med rutenummer SK943 lettede søndag eftermiddag kl. 15.40 fra Københavns Lufthavn med kurs mod den amerikanske storby. Undervejs på flyvningen fik piloterne via instrumenterne en indikation af, at der var en teknisk fejl på flyet.

Derfor blev det besluttet, at foretage en såkaldt sikkerhedslanding i Keflavik-lufthavnen på Island. Her landede man 4 timer og 50 minutter efter starten fra Københavns Lufthavn.

“Det viste sig at være en instrumentfejl, og flyet kunne mandag formiddag genoptage flyvningen til Chicago. Det var naturligvis en beklagelig oplevelse for passagererne, der skulle overnatte på Island, men generelt set har vi haft en god regularitet,“ understreger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.

Problemet med Airbus A340-flyet betød i øvrigt, at SAS måtte aflyse returflyvningen fra Chicago den 10. august samt flyvningen fra København til Chicago den 11. august. Dermed blev omkring 700 passagerer ramt af den tekniske fejl.