Fly tæt på drone og svævefly

Et Finnair-fly og et fly fra airberlin var tæt på henholdsvis en drone og et svævefly i tysk luftrum.

Et gammelt ordsprog lyder, at det er mest hensigtsmæssigt at holde skæg for sig og snot for sig. Det samme princip gør sig gældende inden for luftfarten. Her er det også mest hensigtsmæssigt ikke at få store passagerfly, små droner og langsomme svævefly for tæt på hinanden. Det var imidlertid hvad der skete i Tyskland. Det skriver Aviation Herald.

I Hamborg var et Embraer 190-fly fra Finnair i midten af september meget tæt på en lille drone under flyets indflyvning til Hamborg Fühlsbüttel-lufthavnen. Omkring 4,5 kilometer fra lufthavnen i en højde på omkring 250 meter spottede piloterne på Finnair-flyet en lille drone omkring 30 meter fra flyet i samme højde.

Politiet i Hamborg indledte en jagt på dem, der havde fløjet med dronen, men uden succes. Det er forbudt at flyve med droner mindre end 1500 meter fra Hamborgs to lufthavne. Længere væk er det ikke tilladt at flyve højere end 50 meter op i luften.

På direkte kollisionskurs
I den anden ende af Tyskland – i Nürnberg – var det et Boeing 737-800 fly fra airberlin, der i maj i år kom uhyre tæt på et svævefly. Kun omkring 50 meter vurderede piloterne på airberlin-flyet, at der var ned til det svævefly, som passerede under dem, efter at de havde foretaget en undvigemanøvre for ikke at være på direkte kollisionskurs med svæveflyet. Airberlin-flyet havde 113 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord.

Det er ikke efterfølgende lykkedes for den tyske havarikommission at identificere svæveflyet.

Foto: Wikimedia Commons