Flyvesikkerhed skal øges med iPads

Danske Thomas Cook Airlines var blandt de første i verden med papirløst cockpit. Nu bliver Air France det første større luftfartsselskab, der udstyrer samtlige 4.100 piloter med iPads.

I slutningen af februar måned modtog samtlige 213 piloter i Thomas Cook Airlines Scandinavia hver deres iPad til erstatning for de 30 kilo tunge manualer indeholdende 24.000 stykker papir, som hidtil havde været en del af cockpittet.

Det danskregistrerede charterflyselskab var således et af de første i verden, der valgte at gøre cockpittet papirløst.

Mange andre luftfartsselskaber har haft den populære 613 gram lette tablet-PC fra Apple i test. Sådan et testforløb har også været gennemført hos Air France, hvor alle selskabets Boeing 777-piloter siden juni måned har gjort brug af den nye digitiale mulighed.

Det har været så succesfuldt, at Air France netop har besluttet at udstyre samtlige 4.100 piloter med en iPad. Der vil ske en løbende udrulning, således at alle Air France-piloter ved udgangen af sommeren 2013 vil have deres egen iPad til erstatning for den nuværende laptop-PC.

Skal øge flysikkerhed
Men i modsætning til Thomas Cook Airlines, der valgte at fokusere på miljøgevinster ved brug af iPads, er det andre grunde, der i første omgang får Air France til at introducere tablets. Det handler om øget flysikkerhed.

I samarbejde med Apple har Air France udviklet den særlige “Pilot Pad“, der indtil videre kun skal benyttes på landjorden. Her kan piloterne få hurtigere og lettere adgang til dokumentation og opdateringer, der skal højne det aktuelle vidensniveau i cockpittet.

Hidtil har hver pilot modtaget opdateringer til manualerne på papir. I Pilot Pad kan piloterne selv downloade alle relevante manualer fra et stort og omfattende elektronisk bibliotek. Herudover vil piloterne automatisk få meddelelse om eventuelle ændringer og opdateringer, der blot skal hentes ned via trådløst netværk, uanset hvor i verden de befinder sig.

Endelig indeholder Pilot Pad også skabeloner til elektroniske rapporter, der kan indsendes til Flight Operations Division efter endt flyvning. Øjeblikkelig feedback via Air Safety Report, Captain´s Report og Security Reports vil ifølge selskabet kunne forbedre flyvesikkerheden.

Papirløst cockpit er næste skridt
Air France arbejder på at erstatte papirdokumentationen i cockpittet med et elektronisk format gennem et særligt værktøj, der hedder Electronic Flight Bag. Det er man dog ikke klar til endnu, men der vil i givet fald være betydelige vægtbesparelser, hvilket vil betyde færre udgifter til brændstof og lavere CO2-udslip.

Thomas Cook Airlines Scandinavia har beregnet, at der kan spares 100 tons brændstof om året og 300 tons CO2-udslip ved den nylige overgang til papirløst cockpit.

Hos Air France vil denne besparelse formentlig være op til 20 gange større på grund af selskabets størrelse.