Computerfoto af SAS A320-200neo. (Airbus / Fixion)

Første A320neo klar til SAS om få måneder

Første A320neo fly til SAS har fået produktionsnummer 7277 hos Airbus. SAS forventer at modtage sit første A320neo-fly før Norwegian, hvis nye fly er forsinkede.

SAS kunne i slutningen af april måned præsentere et Airbus A320neo-fly i Stockholm-Arlanda lufthavnen. Det var dog ikke et fly i SAS-bemaling, men et af de testfly, som den europæiske flyproducent har brugt i forbindelse med udvikling og test af den nye flytype.

Hos SAS har man tidligere stillet markedet i udsigt, at det første af 20 nye A320neo vil blive leveret i september, og det ser foreløbigt ud til at holde. Hos Airbus er man nemlig gået i gang med at producere de første to fly til SAS, der har fået produktionsnummer 7277 og 7290. Flyene vil blive samlet på fabrikken i Hamborg, bekræfter SAS, men leveringstidspunktet er der stadig ikke noget helt konkret omkring.

“Den præcise dato kender vi ikke endnu, men vi regner med, at vores første levering af A320 finder sted til efteråret. Det ser vi meget frem til,” siger Mariam Skovfoged, der er pressechef for SAS i Danmark.

De nye A320-fly skal i øvrigt indregistreres i Norge, mens flyene i første omgang skal indsættes på basen i Stockholm og sidenhen i København, når leveringen øges. Finansieringen af de første syv fly skulle også være på plads, da SAS for nylig indgik en intentionsaftale om salg og lease-back af første del af flyleverancen.

Selvom der er få måneder til, at første neo-fly kommer i SAS-flåden, kan selskabet endnu ikke løfte sløret for, hvilke ruter det første nye fly skal indsættes på.

“Det er for tidligt at sige noget om. Vi har ikke besluttet endnu, hvilke ruter det skal flyve,” siger pressechefen.

Levering afhænger af motortyper
SAS bestilte i juni 2011 30 fly af typen A320-251n, men konkurrenten Norwegian i januar 2012 afgav bestilling på 100 fly, der har fået typebetegnelsen A320-271n. Forskellen på de to varianter er, at SAS-udgaven er udstyret med LEAP-1A26 motorer fra motorproducenten CFM International, mens Norwegian har bestilt fly med to Pratt & Whitney PW1127G-motorer.

Valget af motorer betyder, at SAS forventer få leveret første A320neo før konkurrenten Norwegian, hvis fly er forsinkede, da test og godkendelse af de nye Pratt & Whitney-motorer har trukket ud. Der er indtil videre kun leveret 10 eksemplarer af 271-modellen, mens der står op til 30 fly af denne variant og venter på at få monteret motorer med efterfølgende testflyvninger.

Det bliver ikke i første omgang Norwegian, der kommer til at mærke den forsinkede levering. Norwegian har nemlige allerede udlejet de første 12 A320neo-fly til det Hong Kong-baserede flyselskab HK Express. Det sker gennem den norske luftfartskoncerns eget leasingselskab, der hedder Arctic Aviation Assets. De første fly til HK Express har fået produktionsnummer 7209 og 7273, og efter planen skal de første fire fly af den store ordre leveres i 2016 og yderlige 12 i 2017.

Foran det første SAS A320neo-fly ligger der i produktionslisten ni fly af 251-typen til selskaber som Frontier Airlines, Pegasus, Air Asia, Avianca Brasil og Azul, mens Norwegian har 29 fly foran i køen, inden man kan sende de første fly videre til HK Express.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa A320neo på Færøerne

Første Airbus A320neo på besøg hos SAS

SAS: Nyt kabinedesign til mellemdistancefly

Norwegian overvejer selv at bruge A320neo

SAS uberørt af motorproblemer