Første Lufthansa Airbus A350-900 XWB ude af malerhallen. (Aoto: F. Lancelot / master time)

Første Lufthansa A350-fly ude af malerhallen

Lufthansa har taget det første skridt mod at blive Europas største operatør af den nyeste og mest brændstofeffektive langdistancefly.

Lufthansa har fornylig taget et stort skridt hen imod introduktionen af en helt ny flytype. Det tyske flyselskabs første Airbus A350-900 langdistancefly er nemlig rullet ud fra Airbus’ store malerhal i lufthavnen udenfor den sydfranske by Toulouse.

Forud for udrulningen af det nymalede fly i Lufthansas hvide, blå og gule farver var gået 11 dage, hvor 30 mænd og kvinder havde malet i alt 2.100 kvadratmeter.

Det nymalede fly har fået registreringsbogstaverne D-AIXA, hvor X’et relaterer sig til Airbus A350’erens ”efternavn” XWB, som står for eXtra WideBody. A350’eren er nemlig kendetegnet ved at have en ekstra bred krop, som gerne skulle give passagererne et indtryk af en meget rummelig kabine.

Femtestørste operatør
Lufthansa har bestilt i alt 25 eksemplarer af den nye flytype og bliver den største europæiske operatør af flytypen samt den femtestørste operatør i verden af A350-900 versionen. Den nye flytype skal tage kampen op mod Boeings 787 Dreamliner. A350’eren er p.t. den mest moderne og miljøvenlige flytype, som bruger 25 procent mindre brændstof end sammenlignelige flytyper.

De første 10 fly skal stationeres i Lufthansa’s trafikknudepunkt i München Airport og blandt andet afløse de store firmotorede Airbus A340-600 langdistancefly, som i dag hovedsageligt er stationeret i München.

Lufthansas rejsende mellem München og Boston samt mellem München og Delhi bliver de første til at kunne gå ombord på de nye fly i Lufthansa-flåden. De nye A350’eren får i Lufthansa’s setup plads til 293 passagerer. 48 på Business Class, 21 på Premium Economy og 224 passagerer bagerst i flyet på Economy Class.

 

 

Relaterede artikler:

Lufthansa debuterer med A350 i München

Finnair til København med A350

Så er Airbus A350-levering på skinner

Tæt på det nyeste medlem af Airbus-familien

Lufthansa køber både Boeing- og Airbus-fly