(Foto: Forsvaret)

Forsvaret slanker statsministerens rejsekonto

Efter af have brugt 7,5 mio. kroner på privatfly i de første 15 måneder af sin regeringsperiode, har statsminister Helle Thorning-Schmidt fået styr på rejseomkostningerne. I stedet havner hovedparten af udgifterne hos Forsvaret.

Siden Helle Thorning-Schmidt (S) den 3. oktober 2011 indtog Statsministeriet, har hun ved udgangen af 2014 været til rådsmøde i Bruxelles i alt 23 gange. Det fremgår af bilag fra udgifter til tjenesterejser fra den såkaldte åbenhedsordning.

Selvom man er hyppigt rejsende mellem København og Bruxelles, vil det dog ikke have været muligt at løbe på statsministeren i et rutefly mellem de to europæiske hovedstæder. Trods ni daglige flyafgange i hver retning, har statsministeren konsekvent valgt at lade sig transportere med privatfly til rådsmøderne.

Smutture, der i 2011 og 2012 har kostet 166.948 kroner i gennemsnit. Til sammenligning koster en Plus Full Flex-returbillet med SAS mellem København og Bruxelles omkring 9.700 kroner.

Begrundelsen for anvendelse af private fly fremfor rutefly skyldes hensynet til effektiv og fortrolig mødeforberedelse samt ønsket om fuld fleksibilitet, hvilket da også er anerkendt i Rigsrevisionens rapport fra 2011 om ministres og kommissionsmedlemmers rejser.

I begyndelsen af 2013 kunne CHECK-IN.dk afsløre, at statsministeren havde brugt 7,5 mio. kroner på privatfly i de første 15 måneder af embedsperioden. Det er primært Forsvarets Challenger-fly, der har transporteret statsministeren rundt i Europa.

Men nu er der effektivt sat en stopper for, at udgifterne til privatfly løber løbsk i Statsministeriet. I dag bærer Forsvaret nemlig hovedparten af omkostningerne.I 2013 og 2014 er udgiften alene til Bruxelles-rejserne reduceret fra 166.948 kroner i gennemsnit til blot 51.489 kroner.

“Fra 2013 er der aftalt et nyt afregningsprincip, hvorefter Forsvaret kun opkræver de direkte omkostninger ved brug af Challengeren. Det er forklaringen på faldet i udgifterne fra 2012,“ skriver Statsministeriets administrationschef Torben Skovgaard Andersen i en mail til CHECK-IN.dk.

En tredjedel af markedsprisen
At omkostningerne til privatfly er faldet, er således ikke nødvendigvis udtryk for, at Helle Thorning-Schmidt er blevet mere mådeholdende med brugen af Challenger-flyene. I stedet er totredjedele af statsministerens rejseomkostninger blot kommet på Finansloven på Forsvarets konti.

I Finanslovens §12 fremgår det, at “Forsvaret forestår flyvningerne for især statsministeren, og at dette sker mod betaling af de direkte omkostninger.“

Spørger man i markedet for VIP-flyvninger vil en en returrejse fra København til Bruxelles med et tilsvarende fly, for eksempel Falcon 2000 koste 150.000 kroner, mens den noget mindre Cessna Citation III kan gøre turen fra København til Bruxelles og tilbage igen for omkring 100.000 kroner.

Fra 2005 til 2010 var omkostningerne til statsministerens chartrede fly ifølge Rigsrevisionen på mellem 2,7 mio. og 4,4 mio. kroner årligt. Det var i perioden, hvor først Anders Fogh Rasmussen (V) og sidenhen Lars Løkke Rasmussen (V) var regeringschefer.

I 2013 og 2014 har Helle Thorning-Schmidt brugt henholdsvis 1,0 mio. og 1,4 mio. kroner på privatfly fordelt på årligt 25 rejser. Dermed er hun blevet den mindst omkostningstunge statsminister i nyere tid, hvad angår omkostninger til privatfly. Det skyldes dog alene det faktum, at Forsvaret i dag afholder hovedparten af omkostningerne.

Danmark er et af de lande, der ikke har eget regeringsfly. Derfor er ordningen med Forsvarets tre Challenger CL-604 fly kommet i stand. Udover at være beskæftigede med havmiljøovervågning og fiskeriinspektion, varetages også VIP-flyvninger med Kongehuset, regeringen og Forsvarets ledelse.