Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank. (Foto: Sydbank | PR)

Forventer strukturelle ændringer i SAS

SAS-analytiker forventer, at SAS lægger op til store strukturelle ændringer, når selskabet på torsdag fremlægger sit årsregnskab.

SAS’ køb i sidste uge af Cimber A/S og planer om at flytte 12 regionaljets og omkring 300 piloter og stewardesser fra SAS over i selskabet, var formentlig kun opvarmning til de sparetiltag, som selskabet vil løfte sløret for på torsdag.

Her offentliggør SAS nemlig resultatet af regnskabsåret 2013/2014, der løb frem til 31. oktober. Og allerede i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal stillede SAS aktiemarkedet i udsigt, at en stor plan for besparelser på omkring en milliard svenske kroner vil være på dagsordenen på torsdag.

Hos Sydbank forventer man, at der vil blive taget hårdt fat og at SAS vil lægge op til store strukturelle ændringer.

”Vi forventer, at de nye tiltag skal sænke omkostningerne med cirka 1 mia. svenske kroner i regnskabsåret 2015/16. Vi forventer desuden, at SAS nu i højere grad griber til mere strukturelle ændringer. Cimber-opkøbet er bare et eksempel på denne udvikling, men der kan også være mere outsourcing på vej,” vurderer Sydbanks senioranalytiker, Jacob Pedersen.

Mulighed for at trimme
SAS har de senere år gennemført store administrative nedskæringer og flyttet mange funktioner til hovedkontoret i Stockholm. Men der er stadig mulighed for at trimme yderligere, vurderer senioranalytikeren.

”Derudover ser vi stadig mulighed for at trimme administrative funktioner og forbedre indtægterne fra Eurobonus, mens vi stiller os meget tvivlende overfor mulighederne for skattemæssige særaftaler for SAS,” siger Jacob Pedersen og henviser til forslaget om at give danske piloter og stewardesser skattefri løn på samme måde, som man kender det fra søfarten. Et forslag, der kom på banen for 14 dage siden, da DR Nyheder omtalte annonceringen af mulige spareinitiativer på torsdag.

SAS har allerede igangsat initiativer, der skal spare 1 mia. svenske kroner i det igangværende regnskabsår, og hertil kommer et væsentligt fald i brændstofprisen, der med de nuværende priser skærer en stor luns af SAS’ brændstofregning.

Stor usikkerhed
Jacob Pedersen forventer at selskabet kommer ud af 2013/2014 med et positivt driftsresultat på omkring 500 mio. kroner. Men det bliver sandsynligvis ædt op af engangsomkostninger.

”På omkostningssiden kommer store engangsomkostninger til de nye effektiviseringsinitiativer til at springe i øjnene. Vi modellerer engangsomkostninger på cirka 1 mia. svenske kroner. Men der hersker stor usikkerhed om beløbets størrelse,” påpeger Jacob Pedersen.

Han forventer derfor et underskud før skat på lige godt 500 mio. svenske kroner. Om han får ret vil blive afgjort på torsdag klokken otte, når flyselskabet offentliggør sit årsregnskab.