(Foto: Air France)

Fransk flykaos i vente

De franske flyveledere indledte onsdag morgen en strejke, der ventes at ramme 40 procent af flytrafikken. Også flyvninger til Spanien og Portugal kan blive berørt.

En af de utallige flyvelederstrejker i Frankrig er under opsejling. Fra onsdag morgen kl. 06.00 har en af fagforeningerne bag de franske flyveledere varslet strejke, der ventes at vare frem til torsdag aften ved midnatstid.

Strejken vil ifølge Aéroports de Paris betyde, at 40 procent af flytrafikken til og fra de to franske hovedstadslufthavne, Charles de Gaulle og Orly vil blive aflyst i løbet af onsdagen.

De franske luftfartsmyndigheder meddelte tirsdag eftermiddag flyselskaberne, at der vil blive trafikmæssige begrænsninger som følge af strejken.

Strejken berører de to hovedstadslufthavne i Paris samt lufthavnene i Bordeaux, Lyon, Marseille, Toulouse, Nice og Nantes.

Omfattende aflysninger
Air France skriver i en pressemeddelelse, at selskabet forventer at gennemføre næsten alle langdistanceflyvninger samt omkring 60 procent af de europæiske flyvninger til og fra Paris-CDG. Til og fra Orly aflyses derimod 70 procent af de planlagte flyvninger.

Til og fra de øvrige lufthavne i Frankrig vil omkring 60 procent af flyvningerne kunne gennemføres.

Air France oplyser onsdag morgen, at en enkelt rundtur mellem Paris og Billund vil være aflyst, mens strejken ikke vil berøre dagens flyvninger mellem Paris og København.

SAS har også været nødsaget til at reducere i trafikken til og fra Paris. Onsdag aflyses en rundtur fra henholdsvis Stockholm og Oslo, mens to rundture fra København ikke kan gennemføres. Der er tale om flight SK567/568 samt SK1563/SK1568.