Fremgang i lukningstruet lufthavn

Mens debatten raser om en hurtig lukning af Stockholm Bromma-lufthavnen, så strømmer stadig flere passagerer til den lille citylufthavn.

At være populær hos passagererne er ikke altid det samme som at være populær blandt politikere og naboer. Det kan den svenske citylufthavn Stockholm Bromma skrive under på.

Lufthavnen kom ud af årets første seks måneder med en passagerfremgang på fire procent sammenlignet med samme periode sidste år. I alt fløj mere end 1.236.000 passagerer fra lufthavnen i den nordvestlige del af det centrale Stockholm i årets første seks måneder.

I juni rejste tæt på 210.000 passagerer til eller fra Stockholm Bromma Lufthavn. Det er en stigning på fem procent i forhold til samme måned sidste år. Antallet af internationale rejsende steg med 26 procent til mere end 28.000 passagerer, mens antallet af indenlandske rejsende steg 2 procent til næsten 182.000 passagerer, sammenlignet med samme periode i 2014.

Porten fra provinsen
Samtidig med at stadig flere passagerer strømmer ind og ud af den lille lufthavnsterminal, så bliver debatten om lufthavnens fremtid mere og mere intens. Flere politikere på især venstrefløjen snakker sammen med miljøforkæmpere og naboer til lufthavnen varmt for at lukke lufthavnen om bare 3-5 år. I stedet vil man bruge det store areal midt i den svenske hovedstad til boliger og grønne områder.

I den anden grøft står erhvervsliv og politikere fra en stor del af den svenske provins. Med Stockholm Arlanda-lufthavnens placering langt nord for den svenske hovedstad, så spiller Bromma en vigtig rolle som hurtig indgangsport fra provinsen til hovedstaden. En nem måde at komme til staden og hjem igen samme dag. Mere end 80 procent trafikken i Bromma er indenrigstrafik.

En hurtig lukning af Stockholm Bromma eller ej var da også på dagsordenen ved adskillige arrangementer ved Almedalsveckan i Visby på Gotland for to uger siden. Det er Sveriges pendant til den danske demokratifestival Folkemødet, som løber af stablen hvert år i juni i Allinge på Bornholm.

Sun-Air flyver mellem Aarhus Lufthavn og Stockholm Bromma. Både SAS, Cimber Sterling og Flybe har uden større succes forsøgt sig med flyvninger mellem Københavns Lufthavn og Bromma.