Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Fremgang på alle fronter i CPH

Københavns Lufthavn oplevede vækst i både antallet af ferie- og forretningsrejsende i 2016, der blev det bedste år nogensinde for den udskældte lufthavn.

Det kommer nok bag på de færreste, der har haft deres daglige gang i Københavns Lufthavn eller er rejst gennem lufthavnen en eller flere gange i 2016. Men nu er det også kommet på skrift. Nemlig at 2016 var et særdeles travlt år i Danmarks og Nordens største lufthavn.

Således gik 9,1 procent flere passagerer gennem lufthavnen i 2016 end året før. Helt nøjagtig 29.043.287 passagerer. Det svarer i gennemsnit til over 79.500 hver eneste dag, og dermed skriver 2016 sig ind i lufthavnens 91 år lange historie som året med absolut flest rejsende.

Væksten er især trukket op af Europa-trafikken, der voksede med mere end 2 mio. rejsende, svarende til 9,1 procent, mens de lange, interkontinentale ruter oplevede den højeste vækstrate på hele 10,9 procent. Indenrigstrafikken måtte ”nøjes” med en fremgang på 6,1 procent.

I benhård konkurrence
En væsentlig del af forklaringen på den høje vækst er, at der i løbet af 2016 er åbnet 22 nye flyruter til Københavns Lufthavn, hvor bl.a. Boston, Groeningen, Jekaterinburg og Miami er føjet til rutekortet.

USA's ambassadør til Danmark, Rufus Gifford t.v.), Københavns Lufthavns direktør, Thomas Woldbye (midten) og Lars Sandahl Sørensen, koncerndriftsdirektør i SAS, ved indvielsen af Boston-ruten i marts sidste år. Foto: Ernst Tobisch.

USA’s ambassadør til Danmark, Rufus Gifford t.v.), Københavns Lufthavns direktør, Thomas Woldbye (midten) og Lars Sandahl Sørensen, koncerndriftsdirektør i SAS, ved indvielsen af Boston-ruten i marts sidste år. Foto: Ernst Tobisch.

Ifølge Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye, er de nye ruter især med til at tiltrække både forretningsrejsende og ikke mindst turister til Danmark:

“Vi har de senere år arbejdet ihærdigt på at udvide antallet af direkte ruter. Vi har i dag flere end 160 direkte ruter ud i verden, og det er en væsentlig årsag til, at flere vælger at rejse hertil, ligesom det giver danske og sydsvenske rejsende gode muligheder for at komme direkte frem til deres rejsemål. Vi ligger i benhård konkurrence med de andre europæiske lufthavne om at tiltrække flyselskaber, og den konkurrence bliver ikke mindre i de kommende år, men vi står stærkt, og det vidner den høje vækst i 2016 også om,” siger Thomas Woldbye.

London var i 2016 den største destination, og med en vækst på 12,1 procent landede det samlede passagertal på ruterne mellem CPH og London-lufthavnene Hetahrow, Stansted, Luton og Gatwick på over 2,5 mio.

Kritik fra SAS
Den høje trafikvækst skyldes fremgang i alle segmenter. Der har således været vækst i både turister og forretningsrejsende, ligesom både flyselskaber, der flyver point-to-point, og den såkaldte netværkstrafik er vokset.

“Vores strategi handler om at skabe vækst både i netværkstrafikken og i point-to-point-trafikken. Vi kan konstatere, at væksten er sket i begge segmenter i 2016. Det er et udtryk for, at Danmark får god andel af den globale vækst i flytrafikken. Vores ambition er at fastholde vores position som en attraktiv lufthavn, både for netværks- og point-to-point-selskaber,” siger Thomas Woldbye.

SAS kritiserede ellers i efteråret sidste år i hårde vendinger Københavns Lufthavn for at satse for ensidigt på point-to-point selskaber.

“Københavns Lufthavn er ved at udvikle sig til et lavprishub. Der er ikke det lavprisselskab, som ikke er i København i dag,” sagde Lars Sandahl Sørensen, koncerndriftsdirektør i SAS, i september sidste år til CHECK-IN.dk.

Kø i Københavns Lufthavns Terminal 2 hen mod sikkerhedskontrollen. Foto: Andreas Krog.

Kø i Københavns Lufthavns Terminal 2 hen mod sikkerhedskontrollen. Foto: Andreas Krog.

Udbygger ikke hurtigt nok
14 af de største flyselskaber i CPH, som tilsammen sidder på 70 procent af trafikken i lufthavnen, kritiserede desuden i løbet af 2016 lufthavnen for at være voldsomt plaget af kapacitetsproblemer. Lufthavnen havde simpelthen ikke formået at investere og udbygge tilstrækkelig meget og hurtigt nok i forhold til den store passagervækst, som især Ryanairs entré i lufthavnen i 2015 har givet.

Københavns Lufthavn er dog i fuld gang med blandt andet at udvide den igennem året meget udskældte sikkerhedskontrol, hvor der i lange perioder i løbet af 2016 ofte var kø langt ned i Terminal 2 og Terminal 3. Her kommer snart fire nye spor og senere på året tages 1.800 kvadratmeter ekstra i brug. Det giver dog ikke flere spor, og vil dermed ikke nødvendigvis gøre køerne kortere. Det vil sandsynligvis blot give bedre plads til at vente.

Desuden er lufthavnen netop gået i i gang med opførelsen af første etape af den nye Finger E, der skal give nye gates til store langdistancefly. Første etape på 22.000 kvadratmeter skal stå færdig i 2019 og vil give én ny brobetjent gate og seks såkaldte busgates.

Og endelig, så har lufthavnen sat gang i en markant udvidelse af området airside mellem Finger B og Finger A. Her skal 4.000 ekstra kvadratmeter give et bedre flow i det område, hvor 60 procent af passagererne passerer igennem. Desuden skaber det nye område plads til 25 nye butikker og spisesteder. Det vil betyde, at CPH ved åbningen af det nye område i 2018 kan kalde sig Danmarks næststørste shoppingcenter.

Udvidelsen mellem Finger A og Finger B bliver på 4.000 kvadratmeter og giver plads til 25 nye butikker og restauranter.

Udvidelsen mellem Finger A og Finger B bliver på 4.000 kvadratmeter og giver plads til 25 nye butikker og restauranter.

“Vi investerer store summer i at udbygge og udvikle lufthavnen. Vores mål er at skabe plads til 40 mio. rejsende om året, og det kræver mere plads – både til fly og rejsende. De to projekter, vi nu har sat i gang, handler netop om det. Med Finger E skaber vi plads til flere langdistancefly, og med udvidelsen af lufthavnen efter sikkerhedskontrollen får de rejsende både bedre opholdsfaciliteter og nye muligheder for oplevelser inden afrejsen. Vores udvidelsesplan kræver investeringer for 20 mia. kr. og forventes at skabe 9.000 varige jobs i hele Danmark,” siger Thomas Woldbye med henvisning til lufthavnens samlede udbyggelsesplan, Expanding CPH.

Behandles i Folketinget
Udbyggelsesplanen indeholder blandt andet også den omdiskuterede lukning af lufthavnens såkaldte tværbane, der i dag gør det muligt at lande, når kraftig vind gør det umuligt at anvende lufthavnens to hovedbaner. Københavns Lufthavn vil bruge den nordvestlige del af tværbanen til at bygge en satellitterminal samt forlænge den nuværende Finger B.

Københavns Lufthavn indsendte kort før jul en ansøgning til Trafikstyrelsen om lov til at lukke tværbanen. Det kræver dog en ændring af ”Lov om Københavns Lufthavn” fra 1992 og sagen skal derfor behandles i Folketinget i løbet af 2017.

 

 

Relaterede artikler:

CPH bliver Danmarks næststørste shoppingcenter

CPH udvider sikkerhedskontrol markant

CPH gør klar til at bygge ny langdistance-finger

CPH udvider bagageudlevering

SAS: Brug for politisk indgreb mod CPH

Flyselskaber: Store kapacitetsproblemer i CPH

SAS: CPH ved at blive lavpris-knudepunkt

Her er alternativerne til tværbane-lukning

CPH: Plads til passagerfordobling med tværbane-lukning