Frygter ikke Ryanair-konkurrence

Hverken SAS eller Norwegian frygter konkurrencen fra Ryanair, der i løbet af 2015 vil åbne 13 nye ruter fra Københavns Lufthavn.

Den 29. oktober 2008 afholdt Norwegian et historisk pressemøde på Hilton Copenhagen Airport, hvor det norske lavprisflyselskab annoncerede sit indtog i Københavns Lufthavn i kølvandet på konkursen i Sterling Airlines.

I går den 29. oktober – på præcis samme dato – var turen så kommet til Ryanair. Det var, der også havde henlagt pressemødet til Hilton-hotellet i lufthavnen. Det var dog ikke en konkurs, der banede vejen for det irske lavprisflyselskab, men i stedet et led i en strategi om at skifte fokus fra de sekundære til de primære lufthavne.

Med udmeldingen om 13 nye ruter fra København i 2015 er der lagt op til hård konkurrence med SAS, Norwegian og easyJet, der er de tre største flyselskaber i Københavns Lufthavn.

Byder Ryanair velkommen
Hos Norwegian tager man i første omgang meldingen om Ryanairs entré med sindsro.

“Vi byder dem velkommen i København. Konkurrence er godt for forbrugerne, men også for os som flyselskab, der kun vil blive bedre af det. Vi havde forventet, at Ryanair ville komme til København, så det er ikke nogen overraskelse, og vi konkurrerer i forvejen med dem på ruter ude i Europa,“ siger Norwegians danske informations- og markedschef, Johan Bisgaard Larsen, til CHECK-IN.dk.

Markedschefen mener, at Norwegian og Ryanair har to vidt forskellige produkter. Her nævner han, at Norwegian flyver til hovedlufthavnene, har mange afgange på forretningsruterne og har gratis WiFi i flyene.

At Ryanair åbner til London-Luton, Milano-Bergamo og Warszawa-Modlin får ikke panderynkerne frem hos Norwegians danske ledelse.

“Lad os nu se, hvor de 10 andre ruter går hen, men de tre første ruter er ikke noget, der har en umiddelbar effekt for os. Men jeg forventer på sigt at se Ryanair på flere af de ruter, som vi også har i dag,“ siger Johan Bisgaard Larsen.

Trækker “produktkortet“
Nogenlunde samme melding kommer fra SAS, der også trækker “produktkortet“, når man skal afvise den nye konkurrent i Københavns Lufthavn.

“Vi tager i første omgang dette her meget roligt. Indtil videre synes vi, at vores produkt kan stå imod det her. Vi har gennemsigtighed i priserne, og så har vi fordele ved at flyve til de store centrale lufthavne, har stort punktlighed, mange frekvenser og vort stærke EuroBonus-program,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Når Ryanair annoncerer, at de vi flyve to gange dagligt til London samt dagligt til de sekundære lufthavne i Milano og Warszawa kan SAS i stedet tilbyde seks daglige afgange til London-Heathrow samt tre daglige afgange til hovedlufthavnene i Warszawa og Milano.

Prismæssigt mener SAS også at være i stand til at følge med den irske lavpriskonkurrent.

“Når vi har vores kampagner, har vi nogle skarpe tilbud som sagtens kan matche Ryanairs kampagnepriser, hvis man ligger de skjulte gebyrer oveni. På vores nuværende Europa-kampagne ligger vi på 399 kroner per enkeltrejse,“ understreger pressechefen.

En øget kapacitet i markedet ud af Københavns Lufthavn på flere end en million flysæder om året, vil dog på sigt kunne øge prispresset i markedet afhængig af, hvilke ruter Ryanair vil annoncere i løbet af 2015.

“Det er svært at spå om, hvad Ryanair kommer med og hvilke ruter hos os, at det vil påvirke. Det er for tidligt at kommentere på det, men jeg vil gerne understrege, at SAS kan reagere på og gå op imod, hvad Ryanair måtte komme med,“ siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Sydbank: Konkurrenter må trække sig
At det er svært at spå om fremtiden og Ryanairs planer er naturligt. Men senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank giver alligevel sit bud på, hvad Ryanairs satsning i København kommer til at betyde for SAS.

Han mener, at Ryanairs indtog i København på to til fem års sigt kan være en alvorlig bét for de etablerede flyselskaber i lufthavnen.

“Ryanair har gjort stor skade på mange etablerede flyselskaber under selskabets ekspansion i Europa i de sidste mange år. Får Ryanair succes med konceptet ud af Københavns Lufthavn, er det efter vores vurdering sandsynligt, at en eller flere konkurrenter med tiden må trække sig,“ vurderer Jacob Pedersen.

Disse konkurrenter er således SAS, Norwegian og easyJet.

Aktiemarkedet reagerede forsigtigt på Ryanairs udmelding fra gårsdagens pressemøde. Kursen på SAS-aktien på Københavns Fondsbørs faldt med 1,10 procent, mens Norwegian-aktien på Oslo Børs blev handlet op med næsten en procent.

Foto: Pressechef Trine Kromann-Mikkelsen trækker på vegne af SAS “produktkortet“ som modsvar til Ryanairs entré i Københavns Lufthavn.