God fart i samarbejdet mellem SAS og Singapore Airlines

Joint venture-samarbejdet mellem SAS og Singapore Airlines fungerer godt med et fornuftigt antal passagerer på flyselskabets ruter til Stockholm og København.

I maj måned lancerede Singapore Airlines en ny rute til Stockholm, og i sidste uge introducerede man et nyt Boeing 777-fly med Premium Economy Class og First Class på ruten til København.

Singapore Airlines har med andre ord været aktive på det skandinaviske marked i indeværende år, og det kører generelt set godt for selskabets joint venture-aftale med SAS. Aftalen blev skrevet under i maj 2012, og er et kommercielt samarbejde om at dele indtægterne på flyforbindelserne mellem Skandinavien og Singapore.

”Det går rigtig godt med vores joint-venture med SAS. Ruten til Stockholm, med et kort stop i Moskva undervejs, går rigtig fint med mange passagerer. Markedet har taget bedre imod Stockholm-ruten end forventet,” siger General Manager Nordics hos Singapore Airlines, Erwin Widjaja, til CHECK-IN.dk.

Det nyindsatte fly på København-ruten kommer som et resultat af kundernes efterspørgsel på større komfort – og især Premium Economy Class var en eftertragtet vare.

”De nordiske økonomier trives og vækster, og det mærker vi. Den kvalitetsbevidste forbruger vælger i stigende grad at skræddersy sin rejse, og vi fornemmer tydeligt, at service, frekvens og den stabilitet vi står for er attraktiv, både for den individuelle rejsende, virksomheder og rejsebureauer,” siger Erwin Widjaja.

Ingen planer om A380
Singapore Airlines’ store Boeing 777-300ER-fly til København har plads til i alt 264 passagerer fordelt på fire klasser. Ved at indsætte verdens største passagerfly, Airbus A380, vil man naturligvis kunne øge kapaciteten, men det asiatiske selskab har umiddelbart ikke tanker om at operere med megajumboen til Skandinavien.

”Vi har endnu ikke overvejelser om at indsætte A380’eren på København-ruten, men vi bliver altid ved med at vurdere markedet og efterspørgslen fra København,” forklarer Erwin Widjaja, der bakkes op af Regional Vice President Europe fra Singapore Airlines, Subhas Manon.

”Tingene ændrer sig hele tiden i luftfartsindustrien. Det er altid meget uforudsigeligt. Vi kan være sikre på to ting. For det første forventer vores loyale skandinaviske kunder – især de danske – altid det højeste niveau af komfort og bekvemmelighed. Det andet, vi kan være sikre på, er, at hvad angår komfort og bekvemmelighed, så er det bedste fly nu repræsenteret på København-ruten.”

God økonomisk situation
Singapore Airlines har fem ugentlige flyvninger til Stockholm og København, og frekvensen på de i alt 10 flyvninger forventer selskabet heller ikke at ændre ved – foreløbigt.

”Det afhænger af efterspørgslen, om vi en dag øger antallet til syv ugentlige afgange fra København. Ligesom det også er vigtigt, at vores leveringer af nye fly kommer til tiden. Lige nu har vi en god økonomisk situation, men tingene kan gå op og ned,” siger Subhas Menon til CHECK-IN.dk.

Emirates og Qatar Aiways flyver også til København, og førstnævnte selskab satte et A380-fly med plads til 615 passagerer ind på ruten 1. december i 2015. Men Singapore Airlines hilser den vedvarende konkurrence velkommen.

”Konkurrencen fra Emirates og Qatar Airways er ikke ny; den har været der siden 1990’erne. Det er den realitet, vi har et gøre med. Det er også derfor, vi ikke oversvømmer markedet med for meget kapacitet. Vi skal holde hjulene oppe og sørge for, vi er over hele verden,” siger Subhas Menon – og Erwin Widjaja supplerer:

”Vi har loyale kunder, som vælger Singapore Airlines, så vi har ikke noget imod konkurrencen fra Emirates og Qatar Airways.”

 

Relaterede artikler:

CPH og Singapore Airlines fejrer 40-års jubilæum

Singapore Airlines byder op til klassekamp

Nyt Singapore-fly kommer 11 uger før tiden

Singapore Airlines åbnede ny rute til Skandinavien

SAS og Singapore Airlines udvider samarbejdet