Midtjyderne får næste år mulighed for at flyve direkte fra Karup til Grækenland.

Græsk uro har trukket kunder til

Uroen om Grækenlands økonomi har betydet, at Star Tour i de seneste uger har solgt 20 procent flere rejser til landet.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Sådan lyder et gammelt ordsprog, som i disse dage passer meget godt på udviklingen i Grækenland. For mens landets regering, EU’s finansministre og en række internationale banker har forhandlet om at redde landet fra bankerot og exit fra Eurozonen, så er antallet af danske charterturister, der har købt rejser til landet steget.

I hvert fald hos Star Tour. I juli måned har charterarrangøren således solgt 20 procent flere rejser end samme periode sidste år.

Mandag morgen blev Grækenland og de øvrige EU-lande enige om en ny lånepakke til det hårdt gældsplagede land. Med en aftale i 11. time skal de mange danske Grækenlands-rejsende ifølge Star Tour ikke have ekstra bekymringer med i bagagen.

”Aftalen betyder formentlig, at alle de danske rejsende nu ikke længere skal læse så mange spekulationer om, hvorvidt deres ferie bliver berørt. Grækerne har jo spillet højt spil med blandt andet turismen som indsats, men i dag kan vi vist ånde lettet op,” siger Nikolai Johnsen, pressechef i Star Tour.

Styr på økonomien
Rejsearrangøren håber nu på en endelig godkendelse af låneaftalen, så feriestemningen kan sænke sig over de græske øer.

”Nu skal vi have noget ro på, så vores gæster kan nøjes med at få spænding ved at læse en knaldroman på solstolen. Derfor håber jeg da, at der kommer en endelig løsning, hvor grækerne får styr på økonomien på både kort og lang sigt,” siger Nikolai Johnsen.

Star Tour fortsætter med at anbefale, at rejsende til Grækenland medbringer ekstra kontanter. Derudover har Star Tour ikke ændret på sin rejseanbefaling, der fortsat går på først og fremmest at nyde ferien i det græske i fred og ro.