FastTrack i Billund Lufthavn. (Foto: BLL)

Gratis FastTrack til indenrigsrejsende fra Billund

Billund Lufthavn tilbyder nu ligesom CPH gratis FastTrack for lokalt rejsende på indenrigsruterne til København og Bornholm.

Billund Lufthavn har vokseværk, og alene i juli måned var der 425.000 passagerer gennem terminalen. Det betyder, indenrigsrejsende i nogle situationer kan komme til at vente længere end nødvendigt i køen til sikkerhedskontrollen, og det vil lufthavnen nu gøre noget ved.

Derfor tilbydes alle lokalt rejsende passagerer på indenrigsruten fra Billund til København med SAS samt på sæsonruten med DAT til Bornholm gratis adgang til FastTrack, der er et særligt sikkerhedsspor, hvor ventetiden er kortere.

Normalt benyttes FastTrack kun af passagererne på de dyreste billetter hos en række ruteselskaber, men ordningen betyder, at alle rene indenrigspassagerer kan få mulighed for at komme hurtigere igennem sikkerhedskontrollen – uanset billettype og serviceklasse. Det er dog kun point-to-point passagerer, og ordningen gælder ikke for transferpassagerer, der eksempelvis rejser fra Billund til København for at fortsætte til en tredje destination udenfor landet.

“Vi gør dette, fordi vi gerne vil bakke op omkring indenrigsflyvning som transportmiddel mellem landsdelene. For at det kan komme i spil, handler det om at kunne hurtigere igennem lufthavnen,” forklarer marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Tilbud for hver fjerde indenrigspassager
Det er således lufthavnen, der har valgt at stille ydelsen frit til rådighed, da det sædvanligvis er noget, som flyselskaberne skal betale for på vegne af deres passagerer.

I 2016 var der i alt 71.762 afrejsende indenrigspassagerer fra Billund Lufthavn, og det vurderes, at mellem 20 og 25 procent af disse var såkaldte lokale passagerer, der ikke skulle rejse videre ud af Københavns Lufthavn.

Tilbuddet om gratis FastTrack for de indenrigsrejsende bliver givetvis også taget godt imod hos SAS, der er i gang med at formalisere dialogen med pendlerne på ruten med henblik på at kunne medvirke til at skabe en egentlig pendlerforening.

Siden den 28. oktober sidste år har Københavns Lufthavn tilbudt gratis FastTrack-adgang til samtlige indenrigsrejsende.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn klar til rekordsommer

SAS vil etablere pendlerforening i Billund

Sikkerhedskøerne i Billund bliver mindre

Billund Lufthavn mander op i sikkerhedskontrollen

SAS: Massestop for adgang til lounges