Greenland Express kigger på russiske fly

Hollandske og russiske samarbejdspartnere skal hjælpe Greenland Express med at komme på vingerne i 2016. Nu er planen at forsøge sig med russiske Sukhoj 100 Superjet-fly.

Den grønlandskfødte iværksætter Gert Brask vil ikke give op. Han har gennem flere år forsøgt at få stablet en alternativ flyrute mellem Danmark og Grønland på benene, og bortset fra nogle få afgange i sommeren 2014, har det indtil videre ikke været et særligt succesfuldt projekt.

I dette års sommertrafikprogram var det planen at Greenland Express skulle flyve mellem Billund og Kangerlussuaq med et Airbus A320-fly fra bulgarske BH Air, men problemer med tilladelser og manglende indbetaling af depositum til det bulgarske flyselskab, fik projektet til at kuldsejle.

Nu vil Gert Brask selv ansøge om en operatørtilladelse hos Trafikstyrelsen i Danmark. Planen er, at Greenland Express selv skal anskaffe fly og drive flyselskabet i stedet for at leje fly og besætning fra fremmede operatører.

Gert Brask drømmer om at kunne benytte jetfly fra den russiske flyproducent Sukhoi Civil Aircraft Company. Ifølge iværksætteren er det planen at anskaffe to fly i grundversion SSJ 100-95 i løbet af 2016, mens man i 2017 og 2018 vil få leveret samlet tre eksemplarer af den langtrækkende version med typebetegnelsen LR. I øjeblikket er det kun grundversionen, der er godkendt af EASA, det europæiske luftfartssikkerhedsagentur.

“Sukhoi har tilbudt at skaffe finansiering. Det hele er sådan set aftalt, og begge parter har accepteret konditionerne for finansieringen. Vi kan ikke få finansieringen billigere andre steder,“ fortæller Gert Brask til CHECK-IN.dk.

Det kræver dog, at Greenland Express løser udfordringerne med flyene rækkevidde, da grundversionen maksimalt kan flyve 2.950 kilometer nonstop, og det vil være en udfordring, når afstanden mellem Aalborg Lufthavn og Kangerlussuaq er 3.191 kilometer. Derfor skal der mellemlandes i Keflavik på Island, hvortil der er under 2.000 kilometer fra Aalborg.

Vil gå udenom EU-embargo
Den russiske interesse for at hjælpe med finansieringen at flyene skyldes ifølge Gert Brask, at den russiske flyproducent ønsker at få fodfæste i Vesteuropa. EU-sanktioner mod Rusland fra 29. juli 2014 forhindrer angiveligt, at det russiske jetfly kan sælges til flyselskaber, der er registreret i EU.

“Det er planen at anskaffe flyene gennem vores grønlandske selskab, således at vi kan komme udenom embargoen, da Grønland ikke er medlem af EU. Det er også derfor, at russerne ønsker at finansiere,“ forklarer Greenland Express-direktøren.

Selvom der endnu ikke er indgået bindende aftaler med den russiske flyproducent, har Gert Brask allerede lagt vidtløftige planer for fremtiden.

“Vi arbejder med en plan, hvor vi skal operere 38 ruter i 2018. Udover Grønland kigger vi på Island, Færøerne og flere europæiske destinationer. Vi flytter samtidig tilbage til Aalborg Lufthavn, hvor konditionerne er bedre, og hvor de er lidt nemmere at arbejde med.“

Overvejer at ansætte professionel direktør
Gert Brask er udmærket klar over, at der ikke er meget tillid tilbage hos de mange rejsende, der er blevet svigtet i forhold til billetbestillinger, der ikke kunne honoreres, da flyene ikke kom i luften i såvel 2014 og 2015.

“Vi skal overbevise kunderne om, at vi rent faktisk kan få et fly i luften, så de kan se, at vi vil flyve regelmæssigt. Grunden til, at det gik galt i 2014 var, at Denim Air lovede os tre besætninger, og de kun havde mulighed for at stille en besætning til rådighed. I år videresendte en advokat ved fejl penge til en operatør, der beholdt pengene, fordi vi fik tilladelsen fra Trafikstyrelsen senere end forventet,“ er forklaringen fra Gert Brask på det mislykkede luftfartseventyr.

Det har således været dyre lærepenge, som den grønlandske iværksætter har betalt.

“Jeg har tabt mange penge, og jeg glæder mig til at komme til at tjene penge, hvis vi kommer i luften. Jeg kender også mine egne begrænsninger, og når vi kommer tættere på vil jeg trække mig i baggrunden og i stedet ansætte en professionel direktør,“ lyder den realistiske erkendelse fra Gert Brask.

Foto: Sådan kan det russiske Sukhoj 100 Superjet-fly komme til at se ud hos Greenland Express.